Fyret radiovært erkender: Smuglede stoffer til Folkemødet

René Fredensborg skriver på Facebook, at han fik en uvidende kollega til at smugle stoffer med til Folkemødet på Bornholm

René Fredensborg bekræfter, at han fik en kollega til at smugle stoffer for sig til Folkemødet. Foto: Jacob Nielsen
René Fredensborg bekræfter, at han fik en kollega til at smugle stoffer for sig til Folkemødet. Foto: Jacob Nielsen

Det gav anledning til mange rygter, da radioværten René Fredensborg blev fyret fra Radio24syv.

Ingen ville udtale sig, og chefredaktøren Jørgen Ramskov gav intet til kende omkring fyringen af den kendte vært.

- René Fredensborg er dags dato fratrådt på Radio24Syv. Vi kigger nu efter en afløser til hans programmer, og derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, sagde han efter fyringen.

Se også: Kendt radiovært fyret fra 24/7

Indrømmer at smugle stoffer
Nu fortæller hovedpersonen dog selv, hvad der skete og forklarer, hvorfor han ikke længere er ansat på kanalen.

Det gør han i en opdatering på Facebook.

'Jeg smed en pose med euforiserende stoffer ind i den autocamper, jeg skulle sove i, da den skulle køres til folkemødet på Bornholm. Jeg var ubevidst, tankeløs og aldeles ansvarsløs i forhold til den risiko, jeg dermed udsatte chaufføren for', skriver han i sit opslag.

Han fortæller i opslaget, at chaufføren har tilgivet ham.

Det er ifølge René Fredensborg selv ikke første gang, at han har smuglet stoffer.

'Jeg smugler faktisk gerne selv mine stoffer, hvis det endelig skal være, og har flere gerne fløjet rundt i Europa med lommerne fulde af pot', skriver han.

Se også: Fyret radiovært fyret igen

'Det blev jeg bortvist for'
Han skriver dog, at det nu er syv uger siden, at han sidste gang har været fuld eller 'høj', og at han har sat en stopper for det.

Den tidligere radiovært erkender også, at det var en dårlig beslutning.

'Jeg tog en uhæderlig beslutning, der kunne have gået grueligt galt for min kollega. Der skete heldigvis ikke noget, men nu er den pot altså ude, om man så må sige. Det blev jeg bortvist for', skriver han.

Der er i opslaget ikke noget specifikt omkring, hvilken form for stoffer, han fik smuglet med til øen, men i en kommentar under opslaget skriver han, at det ikke var hverken kokain eller speed.

Han skriver, at der vil være mange flere svar at hente på hele affæren i hans kommende bog, der handler om at tage ansvar. 

Fejl i dækning
Ekstra Bladet har været i kontakt med René Fredensborg for at spørge ham, om der er mulighed for, at han vender tilbage til Radio24syv.

'Det ved jeg ikke', lyder det kortfattede svar fra den tidligere radiovært.

Han fortæller, at han gerne vil understrege, at der har været fejl i BTs dækning af sagen.

'Der var kun en chauffør. Og det program jeg lavede med gæster på MDMA var godkendt af ledelsen', skriver han.

Han har ikke yderligere kommentarer til sagen, men har givet sin tilladelse til, at Ekstra Bladet må citere opslaget fra hans private Facebook-profil. 

Mest læste i flash!
Hent flere