Geggo ankom i limousine til storstilet slotsbryllup

Geggo og Cengiz blev lørdag blev viet ved et storstilet bryllup på Kokkedal Slot

Her ankommer limousinen til brylluppet. Video: Nanna Bay Madsen

Som Ekstra Bladet i går kunne afsløre, står denne weekend i kærlighedens og brylluppets tegn for Bryggen-pigen Stephanie 'Geggo' Karma Christiansen og hendes udkårne, Cengiz Salvarlis.

Parret har været meget hemmelighedsfulde omkring deres store dag, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger varer kærlighedsfesten hele weekenden.

Det hele løber af stablen på Kokkedal Slot i Nordsjælland, der ligger i naturskønne omgivelser nær golfbaner og en lille sø.

Desværre havde vejrguderne ikke læst beskeden fra Team Bryggen og TV3 om at lade solen skinne på den vigtige dag.

I stedet bød dagen fra morgenstunden på det stik modsatte i form af kulde, blæst, gråvejr og silende regn. Ved 14-tiden stilnede regnen dog lidt af, og solen tittede en smule frem.

Her ankommer Geggo til slottet i en hvid limousine. Foto: Jonas Olufson
Her ankommer Geggo til slottet i en hvid limousine. Foto: Jonas Olufson
 

Balloner og diskotek
Heldigvis for gæsterne er Kokkedal Slot tilsyneladende booket hele weekenden, så de fleste gæster - blandt andre Linse, Didde og moster Niller - var ankommet i det markant bedre fredagsvejr og havde sovet på slottet.

Gennem hele dagen ankom gæster til slottet, mens diverse fragtbiler med balloner, rullende diskotek og mad også rullede mod slottet for at assistere ‘Bryggen’-parret på deres store dag.

Bryllupskagen blev ved 13-tiden leveret af 'Kagekompagniet'.

Brudgommen viste sig flere gange ude foran slottet, hvor han sammen med flere andre gæster nød en cigaret, inden det for alvor gik løs klokken 14.00.

Overvåget af vagter
Cirka ti minutter i 14.00 ankom et stort antal gæster til slottet. Kort efter ankom Geggo standsmæssigt i en stor, hvid limousine. Hun var iført en brudekjole i knækket hvid uden stropper og bar en hvid brudebuket.

Vielsen foregik i slottets have, hvor der var sat en hvid pavillon op, der var pyntet med hvide balloner. Gæsterne stod klar, da Geggo kom ud, og der blev klappet og jublet til den helt store guldmedalje.

Geggo blev ført op til tonerne af strygere, og efterfølgende fik musikken fuld gas med sangen 'Shut up and dance'.

Den mildest talt mediebevidste Bryggen-familie forsøger at holde brylluppet så hemmeligt som overhovedet muligt indtil på torsdag, hvor det kan ses på TV3 i det populære reality-program 'Familien på Bryggen', og den fremmødte presse blev derfor dagen igennem skarprt overvåget af vagter.

Kokkedal Slot, hvor den store bryllupsfest afholdes i dag. Foto: Tariq Mikkel Khan
Kokkedal Slot, hvor den store bryllupsfest afholdes i dag. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Anden gang er lykkens gang
Geggo og Cengiz blev allerede mand og kone for to år siden i Las Vegas, men det har dog hele tiden været meningen, at de også skulle giftes i Danmark.

- Selve brylluppet kommer ikke med i 'Familien fra Bryggen'. Det kan være, der kommer lidt derfra, men selve det fulde bryllup vil ikke blive vist. Det handler både om, at vi gerne vil holde lidt for os selv, men også af respekt for gæsterne, der ikke nødvendigvis har lyst til at være på tv, har Geggo tidligere forklaret til Ekstra Bladet.

Geggo og Cengiz blev gift i Las Vegas for to år siden og i dag i Kokkedal. Foto: Jonas Olufson
Geggo og Cengiz blev gift i Las Vegas for to år siden og i dag i Kokkedal. Foto: Jonas Olufson
 

For nyligt kom det frem, at deres amerikanske vielse ikke er gyldig herhjemme.

- Vi fik aldrig afleveret papirerne efter vores bryllup i Las Vegas på kommunen herhjemme inden for tidsfristen, forklarede 29-årige Geggo til Billed-Bladet for nyligt.

Indtil for nylig drev de skønhedssalonen La Lotus på Amagerbrogade i København, men parret valgte at lukke salonen 1. april i år.

I den nye sæson af 'Familien fra Bryggen' følger man parrets bryllupsplaner, og man har også lovet seerne et kig på selve brylluppet. Sidste afsnit i denne omgang bliver sendt torsdag 2. maj.

Se også: Hemmeligt bryllup i weekenden

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere