Gør oprør mod censur: Deler topløst billede

Den tidligere vinder af MGP Anne Gadegaard fik slettet et billede på Instagram, fordi hun var topløs. Nu har hun delt et nyt - og hun har flere

Privatfoto.
Privatfoto.

Bare bryster må ikke være på Instagram - i hvert fald ikke, hvis det er kvindebryster.

Det måtte Anne Gadegaard sande, da hun delte et billede på Instagram uden bh, hvor hun holdt en hånd for sine bryster. Billedet blev nemlig fjernet af Instagram.

Men hvad gør man så?

Hvis man er Anne Gadegaard, så deler man tilsyneladende bare et nyt. Det var nemlig det, hun valgte at gøre, og i opslaget sender hun en stikpille til Instagram for at have slettet det oprindelige opslag.

'Instagram slettede det andet billede, nok fordi nogle blev stødt over det. Men jeg har flere, hvor de kommer fra!'

'Men hvordan kan man i 2020 blive stødt over sådan et billede? Jeg holder endda for mine bryster. Nogle mennesker er simpelthen så kropsforskrækkede. Og selv hvis jeg ikke dækkede for mine bryster, så er det sgu da bare bryster', skriver hun.

Har flere
Hvis det nye billede lider samme skæbne, som det første, så giver Anne Gadegaard ikke op uden kamp.

'Det her billede bliver nok også slettet... Men jeg har flere,' afslutter hun opslaget.

Ekstra Bladet har set det oprindelige opslag, som mindede meget om det nye opslag, og har uden held forsøgt at få en kommentar fra Anne Gadegaard.

Heller ikke det sociale medie Instagram har besvaret Ekstra Bladets henvendelse.

Der var fuld gang i Anne Gadegaards karriere med musik- og modeljobs, men nu har hun fået andre prioriteter i sit liv. Foto: M!/JonasAksel.com Kendte Dropper musikken: Her er Anne Gadegaards nye liv