Håndbold-legende efter dødsfald: Sindssygt chokerende

Marianne Florman arbejdede tæt sammen med Kent Nikolajsen, der døde torsdag blot 48 år gammel

Kent Nikolajsen og Marianne Florman var studieværter på DR under VM i håndbold i Tyskland i 1997. Foto: Ritzau Scanpix
Kent Nikolajsen og Marianne Florman var studieværter på DR under VM i håndbold i Tyskland i 1997. Foto: Ritzau Scanpix

Håndboldstjernen Marianne Florman var en del af det legendariske kvindelandshold i håndbold, der i 90’erne blev kaldt 'de jernhårde ladies'.

Senere skiftede hun til rollen som håndboldekspert på DR, og det var i høj grad Kent Nikolajsens fortjeneste, siger hun til Ekstra Bladet. 

– Det var ham, der ringede til mig og spurgte, om jeg ville være med, da jeg blev sat af VM-holdet der i 97, hvor jeg var med i Tyskland for første gang, hvor han var vært, og jeg var medvært, siger hun og fortsætter:

– Vi havde virkelig mange gode turneringer sammen på DR i de år. Han var en virkelig skøn kollega, altid dygtig, sjov og betænksom. Han var skidesød og en dygtigt journalist, han var empatisk og stillede aldrig dumme spørgsmål. Han var super kvalificeret.

Se også: DR-legende om Kent Nikolajsens død: Det bliver jo ikke mere frygteligt end det her

Selv om hun ikke havde meget kontakt med Kent Nikolajsen de seneste år, har hans tidlige død rystet hende.

– Det er sindssygt chokerende, og kommer jo efter ret kort tids sygdom. Det er meget mærkeligt.

– Han var altid smittende glad, og det var nemt at arbejde sammen med ham. Vi var rigtig gode og tætte venner i den periode, hvor vi arbejdede sammen, men så løb det lidt ud i sandet og livet gik videre, men vi har da mødt hinanden flere gange siden, og det har været megahyggeligt.

Kort tids sygdom
Kent Nikolajsen, der er kendt som vært på DR Sporten og 'Rene ord for pengene', døde efter kort tids sygdom. Han blev kun 48 år.

Det bekræftede hans arbejdsplads tv-produktionsselskabet Metronome, hvor han var administrerende direktør, i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse, hvor der blandt andet stod:

'Det er med stor sorg at skulle meddele, at vores direktør, nære ven og kære kollega Kent Nikolajsen er død i dag kl 12 i sit hjem i Ringsted omgivet af hele sin familie.'

Nikolajsen blev ramt af kræft i spiserøret i sommer, men på det tidspunkt havde kræften allerede så godt fat, at der ingen vej var tilbage.

Kent Nikolajsen debuterede som nyhedsvært på TV Syd og arbejdede på en række TV2-regioner, inden han i 1995 blev ansat på DR som sportsjournalist.

Her blev han senere vært på DR Sporten og siden også vært på forbrugerprogrammet 'Rene ord for pengene' i 2001.

Kent Nikolajsen efterlader sig hustruen Linda. Parret har børnene Mira og tvillingerne Jakob og Stine sammen.

Pressemeddelelse: Efterlader et stort aftryk i hele den danske tv-branche

Det er med stor sorg at skulle meddele, at vores direktør, nære ven og kære kollega Kent Nikolajsen er død i dag kl 12 i sit hjem i Ringsted omgivet af hele sin familie.

Vi ved, at Kent allerhelst havde fortsat livet, det var nemlig et liv, han elskede meget højt, og hans arbejde her på Metronome var højt prioriteret.

Derfor har det også været svært for Kent at give slip på livet, og han har kæmpet hårdt og bravt imod kræften de sidste mange måneder, men desværre havde kræften allerede fået godt fat i Kents krop, inden den blev opdaget i juni måned.

Vi kommer til at savne ham, savne hans inspiration, støtte og klogskab og selvfølgelig kommer jeg til at savne vores helt specielle makkerskab, som jeg havde håbet skulle vare for altid.

Vores varmeste og kærligste tanker og dybeste medfølelse går til hans skønne hustru Linda og deres tre dejlige børn Jakob, Stine og Mira i denne svære tid.

Kent var elsket af mange og vil blive savnet hver dag af os alle. Han har efterladt et stort aftryk både her hos os i Metronome og i hele den danske tv-branche.

Kærligst, på vegne af Metronome

Tina Christensen (konstitueret adm.dir.)

Metronome Productions A/S

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen