Hård kritik af 'Bryggen'-stjerner: Helt ude i hampen

Stjerne boksning, der arrangeres af Geggo og Cengiz, møder massiv kritik blandt veteraner i bokseverdenen

Geggo og Cengiz står i spidsen for det blandt bokseveteraner upopulære Stjerne boksning. Foto: Tariq Mikkel Khan
Geggo og Cengiz står i spidsen for det blandt bokseveteraner upopulære Stjerne boksning. Foto: Tariq Mikkel Khan

'Markedskoldt, et cirkus for kendisser og helt forkert af bokse-unionen.'

Sådan lyder det, når flere af den danske bokseverdens mest erfarne personer forholder sig til det boksestævne, som Cengiz og Geggo, kendt fra tv-programmet 'Familien fra Bryggen', afholder i morgen, lørdag, i Frederiksberg Hallen.

Her skal 16 realitydeltagere bokse i et 'vaskeægte bokse-stævne', hvor der er en gevinst på 10.000 kroner på højkant til vinderen af hver kamp, fremgår det af eventets hjemmeside.

'Famillien fra Bryggen'-parret Stephanie Karma Salvarli og Cengiz Mads Salvarli. Foto: Jonas Olufson.
'Famillien fra Bryggen'-parret Stephanie Karma Salvarli og Cengiz Mads Salvarli. Foto: Jonas Olufson.

Realitydeltagerne er alle uprøvede i bokseringen.

De tæller blandt andre tidligere ’Paradis Hotel’-deltagere som Mathias Hjort, Nadja Hansen, Katrine Hoffmann og Kasper Klausen. Derudover er Niels Laigaard, kendt fra ’Familien fra Bryggen’ og Valdemar Montanta, kendt fra ’Drengene på kanten’, med. Også flere deltagere fra realityprogrammerne 'Love Island' og ’For lækker til love’ er på listen over amatørboksere.

'Helt ude i hampen'
Men boksestævnet med navnet Stjerne boksning er langt fra kommet problemfrit fra start. Allerede inden, det er blevet afholdt, møder arrangementet massiv kritik fra flere kanter.

Der har da også været flere bump undervejs. Geggo og Cengiz kom i modvind, da to af deltagerne ikke kunne få lov at stille op, fordi de var over 40 år.

Se også: Geggo og Cengiz i kæmpe brøler

Efterfølgende røg endnu en deltager ud på grund af en fængselsstraf, da der er en lang række regler under Justitsministeriet, der skal overholdes for at få tilladelse til at bokse.

2019: Mogens Palle er stadig aktiv som promoter. Her sammen med sin bokser Sarah Mahfoud (Th.) og hendes modstander til Danis Fight Night indvejning i Nykøbing Falster. Foto: Per Rasmussen
2019: Mogens Palle er stadig aktiv som promoter. Her sammen med sin bokser Sarah Mahfoud (Th.) og hendes modstander til Danis Fight Night indvejning i Nykøbing Falster. Foto: Per Rasmussen


Med 60 år i bokseverden som promotor og matchmaker har Mogens Palle set det hele. Han er klar i spyttet og kalder blandt andet stævnet for 'helt ude i hampen'.

- Lige så snart der er penge involveret, mister folk totalt hæmninger. De tænker ikke på, at det går ud over det sportslige. Jeg synes, det er helt ude i hampen, at de har fået en bokseklub med på det, siger 85-årige Mogens Palle til Ekstra Bladet.

Mogens Palle ER dansk boksning. Foto: Per Rasmussen Sport og Spil Dokumentar: Kom helt tæt på 'Kongen af dansk boksning'

Han hentyder til, at boksedeltagerne inden stævnet er blevet trænet i den hæderkronede bokseklub, Christianshavns Idræts Klub Boksning (C.I.K). Klubben står bag en lang række stjerner. Mest kendt er Mikkel Kessler, hvis søster, Linse Kessler, er mor til Stephanie Karma Salvarli, kendt som Geggo, der sammen med sin mand, Cengiz Mads Salvarli, står bag Stjerne boksning.

Den pensionerede boksestjerne Mikkel Kessler har dog 'intet' med arrangementet at gøre, oplyser han til Ekstra Bladet.

Mangelfuld træning
Halvanden time hver søndag i tre måneder har 'stjernerne' modtaget boksetræning i C.I.K. for at kunne bokse en kamp, oplyser arrangørerne flere steder.

Men den beskedne træningsperiode, som Stjerne boksning har stået for, møder ligeledes hovedrysten blandt flere boksetrænere.

- Det er alt for lidt. Du skal træne mindst fire måneder og gerne fire-fem gange om ugen, inden du kan bokse en kamp. Ellers kan det blive farligt, fordi du ikke har teknikken, siger den daglige leder af IF Sparta Bokseklub, den gamle mesterbokser, Julek Grabowski.

Andre boksetrænere bekræfter, at der skal minimum fire måneders intensiv træning til, før det er sikkert.

Det er heller ikke helt efter bogen, at der er 10.000 kroner på spil til vinderen af hver kamp, mener den mangeårige kampleder Paul Gaardbo.

- Efter min overbevisning skal man ikke kunne vinde 10.000 kroner i en ikke-professionel kamp, siger han.

Tidligere bokseformand tager afstand
Benny Jørgensen, der igennem ti år var formand for Dansk Bokse-Union (DaBU), tager også skarp afstand fra arrangementet, som han kalder et 'cirkus for kendisser'.

- I stedet for det cirkus ville jeg hellere have rigtig boksning. Det er helt forkert, at DaBU er med til at trække boksning ned på et plan, hvor det ikke skal være, siger Benny Jørgensen.

Benny Jørgensen til det danske seniormesterskab i boksning i Jetsmarkshallen i Pandrup. Foto: Gorm Olesen.
Benny Jørgensen til det danske seniormesterskab i boksning i Jetsmarkshallen i Pandrup. Foto: Gorm Olesen.

Han mener ikke, at bokseunionen burde stille dommere og kampledere til rådighed ved stævnet.

- Selv om de ikke kan forbyde det, burde de tage afstand fra et så markedskoldt arrangement, siger Benny Jørgensen.

Bokseformand: Ikke noget jeg ville spilde min tid på
Stjerne boksning skriver på deres hjemmeside, at 'selv om det er amatør-boksning, er der ingen tvivl om, at det bliver et brag af en aften'. Da Ekstra Bladet læser det op for DaBU's formand, Lars Brovil, bliver han knotten.

Formand for DaBU, Lars Brovil. Foto: Lars Brovil/Tulip Food Service.
Formand for DaBU, Lars Brovil. Foto: Lars Brovil/Tulip Food Service.

- Det lyder som nogen, der ikke har en skid forstand på boksning, siger han og hentyder til, at amatørbetegnelsen er skiftet ud med olympisk boksning. Han står dog på mål for, at stævnet bliver støttet af DaBU, selvom han ikke helt har vænnet sig til det.

- Jeg skal passe på ikke at have de sure, negative briller på. Personligt er det ikke noget, jeg ville spilde min tid på. Men jeg kan godt se, at vi kan lære noget af, hvor mange billetter de har solgt, og hvor stor opmærksomhed, de har skabt, siger Lars Brovil.

Hvad tænker du om, at de angiveligt kun har trænet boksning en gang om ugen i tre måneder?

- Det lyder ikke af meget, men vi må gå ud fra, at C.I.K. har sikret sig, at de er klar til at bokse, siger han.

Hvad tænker du om, at der er penge involveret?

- Der er ikke noget galt i, at der kommer nogle gevinster. I mange stævner er der gavekort eller andre præmier, siger han.

C.I.K-formand: Omtal os på en sober måde
Bokseklubben C.I.K.'s formand gennem mere end 40 år, Søren Saugmann, vil ikke svare på Ekstra Bladets spørgsmål. Han forklarer, at C.I.K. har fulgt alle regler opstillet af DaBU i forbindelse med Stjerne boksning.

- Jeg vil gerne have, at du omtaler C.I.K. på en sober måde, siger han, inden han lægger røret på.

Ekstra Bladet har forsøgt at forelægge kritikken for Stjerne boksnings arrangører, Stephanie Karma Salvarli og Gengiz Mads Salvarli, men de har ikke lyst til at kommentere sagen.

- Det har jeg ingen kommentar til, siger Cengiz Mads Salvarli til Ekstra Bladet.

Københavns Politi oplyser fredag til Ekstra Bladet, at de har givet Stjerne boksning tilladelse til at afholde stævnet.

Forudsætningen er, at der er en læge til stede, og at hver bokser har en såkaldt startbog, som blandt andet indeholder et dokument udstedt af en læge, der verificerer bokserens egnethed til kamp.

Skærm

Mest læste i flash!