Hårde Blachman: Jeg giver forældre dårlig samvittighed

12 ud af 13 gange har Thomas Blachman været 'den hårde' dommer i talentprogrammet

Deltagerne får det råt for usødet, når Blachman åbner munden og vurderer deres indsats. Video: Anthon Unger

Der har været et hav af dommere i løbet af ’X Factors’ snart 13 sæsoner på dansk tv. En af dommerne er efterhånden blevet synonym med talentprogrammet. 56-årige Thomas Blachman har siddet i stolen 12 ud af 13 gange efterhånden.

Tonen og stilen har i løbet af de mange sæsoner været den samme. Hver gang der er nogen, der har leveret noget makværk, har han ikke holdt sig tilbage. Ofte er hans tone og stil også blevet kritiseret af seerne, men den skaldede dommer vil ikke skåne deltagerne uanset alder.

Det fortalte han til Ekstra Bladet, da der var pressemøde frem mod den nye sæson.

- Musikkens væsen er ikke særlig pædagogisk, lød det indledende fra Blachman.

- Hvorfor skulle jeg bruge min kostbare tid jeg har med de her deltagere, som jeg har i 12 uger, på at gå og små-lyve og pakke dem ind i vat?., ræsonnerede han.

Artiklen fortsætter under klippet...

Hvem husker ikke, da Blachman rejste sig fra sin stol og gik på scenen og duftede til VocaLoca under en live udsendelse? Video: Anthon Unger

Vækker en dårlig samvittighed
I følge Thomas Blachman siger han blot dét, som deres forældre burde fortælle.

- Jeg vækker måske en forældre-dårlig samvittighed, der hedder, at de altid har gået med en lille hvid løgn i baglommen, og givet deres børn, hvad de pegede på, sagde han på pressemødet.

- Børnene får slik i stedet for en rugbrødsmad, når de i virkeligheden har brug for noget ordentligt at æde, var vurderingen fra Blachman, der dog er noget mildere, når det kommer til venner og familie.

Han understreger, at han selvfølgelig har en anden tone overfor venner og familie, men når det kommer til musikkens væsen, lægger han ikke fingre mellem.

- Om det er et øvelokale, et band eller nogle deltagere man står med, så.. Det er ærlig snak, lød vurderingen.

Øverst i artiklen kan du se interviewet med X Factors grand old man.