Har tabt kæmpe millionbeløb på gambling

Nicklas Bendtner har mistet omkring 50 millioner kroner på poker og anden sjov og ballade

Video: Dplay

Der kunne have stået markant flere penge på kontoen hos Nicklas Bendtner, hvis ikke han var blevet bidt af poker i en ung alder.

Hans kærlighed for poker kostede ham nemlig mange penge, da han spillede for Premier League-klubben Arsenal. Det fortæller han i det nyeste afsnit af Dplay-serien 'Bendtner & Philine'.

- Jeg har spillet rigtig meget poker i mit liv. Jeg har spillet mod professionelle pokerspillere, siden jeg var 19. Jeg har tabt rigtig, rigtig mange penge. Urealistisk mange penge, fortæller han i afsnittet og fortsætter:

- Det er svært at sætte en sum på, men omkring 50 millioner kroner - både på gambling og sjov og ballade, siger han.

Se også: Bendtner taler ud om voldsom bilulykke

 

Han har ikke lagt pokerspillet på hylden, men i dag foregår det for langt lavere beløb.

- Nu spiller jeg mere, fordi jeg synes, det er hyggeligt. Jeg vil ikke sige, at jeg har haft et gamblingproblem - overhovedet. Jeg har altid godt kunnet styre det, siger han og fortæller om en aften, der blev vendepunktet for ham og de høje beløb:

- Jeg spillede rigtig højt spil, og en aften i London tog det overhånd. Det kunne have endt rigtig, rigtig galt, men det endte knap så galt, noget man kunne leve med. Den aften valgte jeg, at højt spil for mig var slut, siger han.

Du kan se klippet i videoen over artiklen, mens du kan se 'Bendtner & Philine' på Dplay.