Haugaards datter: Far var fuld på min syv års fødselsdag

Entertaineren Jacob Haugaards datter, Kathrina Haugaard, fortæller for første gang om sin fars alkoholmisbrug, som stoppede, da hun var 10 år gammel

Dette billede er fra sommeren 1990, mens Jacob Haugaard stadig drak. Det har ikke været muligt at få be- eller afkræftet, hvorvidt barnet på knæet af den populære komiker er dateren Kathrina Haugaard. Polfoto
Dette billede er fra sommeren 1990, mens Jacob Haugaard stadig drak. Det har ikke været muligt at få be- eller afkræftet, hvorvidt barnet på knæet af den populære komiker er dateren Kathrina Haugaard. Polfoto

Kathrina Haugaard havde inviteret hele sin 2. klasse med til sin syv års fødselsdag i familiens hus ved siden af det berømte vandtårn i Malling syd for Aarhus. På det tidspunkt - i 1989 - havde hendes far ikke været hjemme i tre dage, og han havde ikke været der om morgenen til at synge fødselsdagssang for sin datter sammen med den øvrige familie.

Den syv-årige piges barnlige lykke over at se sin far var derfor til at føle, da en af klassekammeraterne fik øje på ham ude i haven om eftermiddagen. Men selv om Kathrina mærkede en glæde over at se sin far, der indtil dette tidspunkt havde sovet brandert ud på en briks inden for efter tre dages druk, stod glæden ikke alene. Hun skulle i sådanne situationer også håndtere en form for beredskab over for sin far ved at dække over ham og virke ubekymret, selv om hun ikke anede, hvordan han ville opføre sig, og om han ville blive ubehagelig.

Det fortæller den nu 35-årige datter til en af Danmarks mest elskede og kendte entertainere, Jacob Haugaard. Datteren, Kathrina Haugaard, beretter i et interview til blandt andre Aarhus Stiftstidende for første gang om den del af sin barndom, da hendes far jævnligt forsvandt på flere dage lange drukture.

- Når man vokser op med en fuld far, lever man med en konstant usikkerhed. Han var altid den der ubekendte størrelse, man aldrig rigtig kunne regne med. Der var altid det der lille 'men', siger Kathrina Haugaard om sine første 10 leveår.

Taler om det med publikum efter film
Jacob Haugaard havde drukket i 12 år, da hans kone og Kathrinas mor, Ilse Wilmot, i 1992 havde fået nok og flyttede fra ham med parrets fire børn. På det tidspunkt, da Kathrina var blevet 10 år, gik alvoren endelig op for den nu 65-årige gøgler og tidligere folketingsmedlem med meget mere. Jacob Haugaard valgte herefter familien til og gik i behandling, og siden har han været ædru alkoholiker.

Jacob og Kathrina Haugaard besøger onsdag aften biografen Øst For Paradis i Aarhus. Her skal far og datter i dialog med publikum tale om, hvordan det var at leve med alkohol i familien, og hvordan Jacobs misbrug påvirkede hans forhold til Kathrina. Det sker i forlængelse af premieren på dokumentarfilmen 'I Fars Hænder', som handler om filmens instruktør, Sven Vinges, forhold til sin nu afdøde og stærkt alkoholiserede far.

Selv om Jacob og Kathrina Haugaards historie er en anden, er der alligevel nogle sammenlignelige overvejelser, som Kathrina også er stødt på i sit liv efter en barndom med en fuld far. Således vil far og datter efter filmen med udgangspunkt i dens tema om akoholproblemer i en familie fortælle om deres oplevelser og forhold til hinanden dengang og nu.

Var bange for selv at falde i
Kathrina Haugaard bor og arbejder i dag som praktiserende læge på Ærø sammen med sin mand og deres ét-årige datter.

Efter at Jacob Haugaard i sommeren 1992 valgte familien til og alkoholen fra, gik der flere uger, hvor Kathrina og hendes søskende ikke måtte se ham. Da han kom tilbage fra afvænningen, var han ifølge Kathrina tydeligt forandret. Han undskyldte og var sårbar. De efterfølgende år kom far og datter tættere på hinanden, og de talte flere gange om hans alkoholmisbrug og dets betydning for deres forhold. Måske derfor har Kathrina aldrig båret nag, og hun har aldrig før nu haft behov for at tale om det.

Hun har heller aldrig opfattet sig selv som traumatiseret eller skadet af sin fars misbrug. Men som barn af en alkoholiker har hun gjort sig nogle tanker. Hvad tager man med sig i sit eget liv? Hvilke mønstre går man videre i?

- Engang var jeg bange for at drikke et glas rødvin en onsdag aften. Jeg havde et anstrengt forhold til alkohol og var meget enten-eller. Men nu er jeg ikke så bange for at blive alkoholiker - selv hvis jeg drikker et glas på en onsdag, siger Kathrina Haugaard i interviewet til Aarhus Stiftstidende.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få uddybende kommentarer hos Jacob og Kathrina Haugaard, men hverken far eller datter har reageret på vores henvendelser.

1 af 5 Jacob Haugaard har både som komiker, musiker, skuespiller, gøgler og folketingspolitiker været en kendt og elsket skikkelse i Danmark igennem flere årtier. Foto Johan Mikkelsen/Polfoto
2 af 5 Jacob Haugaard fotograferet sammen med sin hustru, Ilse Wilmot, ved Zulu Comedy Galla 2016. Foto Mogens Flindt
3 af 5 Jacob Haugaard, her ved Zulu Comedy Awards i 2012, har ikke svaret på Ekstra Bladets henvendelse søndag. Vi ville ellers gerne have ham til at kommentere sin datters udtalelser om en barndom, hvor far drak massivt i mange år. Foto Anthon Unger/Polfoto
4 af 5 En joke blev til alvor, da Jacob Haugaard i september 1994 sensationelt blev valgt ind i Folketinget. Her har han knapt fordøjet chokket over sine mange vælgeres tillid foran Amalienborg i København dagen efter valgdagen for 23 og et halvt år siden. Foto Steen Wrem/Polfoto
5 af 5 Dette billede er fra sommeren 1990, mens Jacob Haugaard stadig drak. Det har ikke været muligt at få be- eller afkræftet, hvorvidt barnet på knæet af den populære komiker er dateren Kathrina Haugaard. Polfoto