Havudsigt til millioner: Kendt familie sælger luksus-sommerhuset

Huset har været til salg før til en noget højere pris

Sommerhuset er det dyreste i området. Foto: Foto: Claus Borg & Partner
Sommerhuset er det dyreste i området. Foto: Foto: Claus Borg & Partner

Mange mæglere ville ønske at kunne smide navnet “Morten Korch” ind i salgsmaterialet, når der skal beskrives idylliske boliger og brostensbelagte gårdspladser.

Men der er et sommerhus ved vandet udenfor Dronningmølle, hvor udtrykket virkelig kommer til sin ret, for det er nemlig barnebarnet til den folkekære forfatter, der har sat sit sommerhjem til salg.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Med det fulde navn Morten Uffe Korch adskiller han sig en smule fra sin farfar - der stod bag klassikerne De røde heste og Vagabonderne på Bakkegården - og i næsten 20 år har han ejet den 174 kvadratmeter store feriebolig i Nordsjælland.

Da han skrev under på skødet tilbage i 2000, var det blot en grund, men året efter stod sommerhuset færdigt og har i dag flere udsigtsterrasser mod Øresund og privat trappe ned til en af kystens bedste badestrande, som Søren Heilesen fra mæglerfirmaet Claus Borg & Partner beskriver det i boligens salgsopstillingen.

Hvis du gerne vil overtage Korchs feriehus og beliggenheden ved kysten, så skal du stille op med 14,5 millioner kroner - det er nemlig, hvad huset med den flotte udsigt er til salg for.

Det er lidt af et slagtilbud, hvis man tænker på den pris, som Korch satte sommerhuset til salg for tilbage i 2009.

Dengang var det nemlig på markedet for 25 millioner kroner. 

Områdets dyreste sommerhus

Udbudsprisen  i dag på den anden side af 14 millioner slag, gør dog stadig Korchs sommerhus til det dyreste til salg i området, der ligger mellem Hornbæk og Gilleleje.

Og her er priser i det leje - omend ikke hverdags kost så i hvert fald ikke helt ualmindeligt. I år er der således allerede lavet én handel i Dronningmølle i den kaliber.

I maj blev der nemlig solgt et 150 kvadratmeter stort sommerhus lidt længere nede af kysten, som var udbudt til 11 millioner kroner. Her smed køberne endda 400.000 kroner oveni prisen for at overtage boligen.

Dertil kommer to andre +10 millioner-handler i naboområderne Gilleleje og Vejby - tre ud af årets hidtil fem dyreste sommerhushandler er således indgået på Sjællands nordkyst. Det viser tal fra Boliga.dk.

Hvis Korchs sommerhus bliver solgt til udbudsprisen, bliver det årets dyreste salg i Dronningmølle - og årets samlet set næstdyreste sommerhushandel - blot overgået af salget af et 350 kvadratmeter stort sommerhus, der netop har skiftet ejere efter en handel til 14,55 millioner kroner.

Morten U. Korch overtog rettighederne til sin farfars mere end 100 bøger tilbage i 2007 fra sin egen far Morten A. Korch.

Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, deriblandt Flintesønnerne og Kampen om Næsbygaard - mange af dem med Poul Reichhardt i en bærende rolle.

Se Morten U. Korchs liebhaversommerhus her