Helges jyske Nashville: Her kan vi synge falsk i harmoni

Grandprix-stjernen og komponisten Helge Engelbrecht nyder at være herre i eget hus

Helge Engelbrecht foran den store scene i sin baghave. Hver sommer strømmer danske og udenlandske kunstnere til for at synge og spille i Mariehaven. Foto: Anita Graversen
Helge Engelbrecht foran den store scene i sin baghave. Hver sommer strømmer danske og udenlandske kunstnere til for at synge og spille i Mariehaven. Foto: Anita Graversen

Helge Engelbrecht har fået nok.

BANG!

- Min mor lærte mig ellers, at jeg ikke må slå noget levende ihjel.

Bevæbnet med en fluesmækker klasker han fluer på terrassen. Intet i omgivelserne skånes.

Gæster, kopper, computer, musikprogrammer - alt på bordet får op til flere hårdhændede klask.

Det hele hopper.

- Jeg er ikke nem at hidse op. Men når det så endelig sker, ryger jeg helt i luften. Bagefter fortryder jeg altid dybt, bedyrer den 65-årige entertainer, komponist og grandprix-sanger.

Imens stiger antallet af afsjælede insekter dramatisk.

Vi er taget ud i Kartoffel-Country - til Ansager - hvor Helge Engelbrecht sammen med sin hustru, musikere, venner og frivillige gennem de seneste ni år har bygget en jysk mini-udgave af Nashville op.

Kult
Hver sommer samles kendte musikere fra ind- og udland til fem-seks udendørs koncerter i Helge Engelbrechts baghave, kaldet Mariehaven. Det hele transmitteres på tv.

Copyright: Musik Galleriet

- Det er fantastisk at være herre i eget hus. Vi bestemmer selv, hvad vi vil lave, og hvordan vi vil gøre det. Laver vi fejl - og det gør vi bestemt - så retter vi bare. Og nu er jeg også blevet tv-producent, griner Helge.

I forbindelse med sommerkoncerterne sælger Helge naturligvis både herre- og damehatte. Det er blevet kult at bære stråhat til fællessangen. Foto: Anita Graversen
I forbindelse med sommerkoncerterne sælger Helge naturligvis både herre- og damehatte. Det er blevet kult at bære stråhat til fællessangen. Foto: Anita Graversen

Fuglene dyrker sex på scenen
De første år stod Danmarks Radio for tv-produktionen fra de populære og altid udsolgte koncerter. Så tog TV2 Charlie over.

- Og så fik vi nok. Vi kunne ikke få lov til at være os selv eller bestemme noget. Det hele var så koncept-styret. En dag sagde de: Det skal nok gå alt sammen - bare der ikke er for meget violin. Så gik jeg. Violinen er et fantastisk instrument, beretter Helge Engelbrecht.

Nu vises sommer-koncerterne fra Mariehaven på DK4.

- Der er ikke så meget pjat. Her er papir og lange kontrakter afløst af et håndslag. Jeg producerer, og de køber programmerne. Det fungerer enkelt, ordentligt og fint.

FAKTA OM HELGE

  • Helge Engelbrecht er 65 år. Han bor med hustruen Rie i hendes barndomshjem i Ansager. Helge er ikke uddannet musiker, men har gennem årene opbygget en karriere som entertainer, sanger, komponist og foredragsholder.
     
  • Hans faste band er Neighbours & Friends.
     
  • Helge Engelbrecht har deltaget fem gange i Melodi Grand Prix. Den mest kendte melodi, han har skrevet, er vindermelodien 'En lille melodi' - sunget af Anne Catherine Herdorf i 1987.
     
  • I 2009 opførte han en større scene i Mariehaven ved siden af ægteparrets bolig.
     
  • Lige siden har der været Sommersang i Mariehaven med Engelbrecht som vært.

For ni år siden var der nogle enkelte borgere i Ansager, som ikke brød sig om Helges planer om et lokalt Nashville. De frygtede for støjen.

- Hvordan er det gået?

- Jeg orker næsten ikke at tale om det. Der er tre borgere, som stadig klager. Den ene er lystfisker. Han mener, at fiskene ikke kan parre sig, når vi spiller. De svømmer den forkerte vej, siger han. Det kan godt være, at fiskene i Ansager Å ikke kan lide vores musik. Men fuglene kan åbenbart.

- For de flyver ind på scenen og dyrker sex midt under koncerterne. Vi holder os til alle regler og har tilladelserne i orden, og så kan vi næsten ikke gøre mere.

- Det kan godt være, at fiskene i Ansager Å svømmer den forkerte vej, når vi spiller. Men fuglene dyrker sex inde på udendørs-scenen, når musikken rigtig spiller. Foto: Anita Graversen
- Det kan godt være, at fiskene i Ansager Å svømmer den forkerte vej, når vi spiller. Men fuglene dyrker sex inde på udendørs-scenen, når musikken rigtig spiller. Foto: Anita Graversen

Vi kan synge falsk i harmoni
- Du lægger vægt på hygge, nærvær og fællessang. Hvordan tror du, at de finkulturelle opfatter dit Nashville?

- Det er jeg faktisk komplet ligeglad med. Vi anstrenger os for at gøre folk glade og gøre det bedst muligt. Hos os skal der ikke være gitter foran scenen. Gæsterne kan næsten stikke tæerne ind på scenen. Det giver nærvær og fornemmelsen af at være på hjemmebesøg. Jeg vil nødigt virke selvhævdende, men jeg er stolt af det, vi laver, og det, vi sammen har bygget op. Det går så godt, at Tommy (Engelbrechts faste makker, Tommy Rasmussen, red.) og jeg efterhånden kan synge falsk i harmoni, uden at folk opdager det. Det er helt vildt.

- Det betyder til gengæld noget for mig at se, hvor glade folk er efter koncerterne. De kommer hen og takker og vil have taget fotos sammen med mig.

- Så masser af hygge og nærvær - men måske også lidt ufarligt?

- Ja, men ufarligt vil jeg nok ikke lige kalde det. Spørg banken og revisoren. Det er først nu efter ni år, at koncerterne i Mariehaven er begyndt at give et lille overskud. Banken kan ikke begribe, at der absolut skal være 11 mand i orkesteret. Hvorfor kan I ikke bare være fire, spørger de.

- Og jeg svarer: Fordi vi spiller musik!

- Næste år har vi tiårs jubilæum, og så udvider vi med tre blæsere og tre strygere.

JEG ER TRÆT AF DÅRLIGE ROLLE-MODELLER

'Ordentlighed' er et nøgleord for Helge Engelbrecht.

- Jeg synes, at vi skal være rolle-modeller for hinanden. Vi kan begynde med at tale pænt. Johnny Madsen er en rigtig god musiker. Men jeg forstår ikke, hvorfor folk falder på røven - og synes at det er sjovt - når manden er fuld på scenen. Jeg synes, at det er pinligt.

- Vi ser op til vores idoler. Men hvorfor ikke sigte mod vores idealer i stedet?  I 'X Factor', som på mange måder er et spændende program, bygger man folk op, så de nærmest tror, at de er verdensstjerner. Jeg synes, at man i stedet skulle lære de unge at blive helstøbte mennesker. De får hele tiden at vide, at de er guddommelige. Og det er de ikke.

- Tag en mand som country-sangeren Willie Nelson. Han spiller på sin gamle guitar, som ikke stemmer. Men med ham er man så meget i nuet, at man kan begynde at græde.


Kan ikke en node
På papiret er Helge orkesterleder. Men manden kan ikke en node.

- Det er der heldigvis andre i bandet, der kan. Og de er smadderdygtige, forklarer grandprix-stjernen.

Helge Engelbrechts mest kendte sang er 'En lille melodi,' som vandt Melodi Grand Prix i 1987. Foto: Anita Graversen
Helge Engelbrechts mest kendte sang er 'En lille melodi,' som vandt Melodi Grand Prix i 1987. Foto: Anita Graversen

Helge Engelbrecht er født og opvokset i Grindsted, som ligger 15 kilometer fra Ansager.

- Jeg havde en fantastisk barndom og er vokset op med Højskolesangbogen, som altid var med ved sammenkomsterne. Grindsted var et paradis for mig - ligesom Ansager nu er det. Jeg kan ikke bo et smukkere sted.

- Min ældste bror har engang sagt: Helge, du kan aldrig få et 'comeback'. For du har aldrig været nogen steder.

JEG ER BARE EN MAN KAN DRIKKE BAJERE MED

Der bor 1.300 indbyggere i Ansager.

Den lille by er kendt for, at alle løfter alle i flok, når der er opgaver, som skal løses.

- Vi hjælper og støtter hinanden. Flere hundrede frivillige hjælper til i forbindelse med sommerkoncerterne. FDF-spejderne håndterer trafikken. Der kommer typisk mellem 600-700 biler, som skal parkeres. Det får de en lille skilling for. Rideskolen hjælper med at ordne de 1300 stole til gæsterne, fortæller Helge Engelbrecht.

Han sørger også for at købe mest muligt lokalt.

- Bageren leverer kringle til kaffen, og det lokale hotel har en dejlig sommer-buffet.

- Jeg føler en stor samhørighed med byen. Jeg mærker aldrig blandt de lokale, at jeg er kendt. Det er de helt ligeglade med.

- Jeg er bare en, man også kan drikke bajere med, griner Helge Engelbrecht.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere