Her er årets 'Vild med dans'-par

For 13. år i træk skal kendte danskere prøve kræfter af med pardans

Se hvordan parrene har det med at skulle danse intimt med en anden. Video: Christian Ørtoft

Endelig er det blevet offentliggjort, hvem der skal danse med hvem. Ekstra Bladet mødte alle årets 'Vild med dans'-par til et pressemøde i Tivoli.

Sanger Thomas Buttenschøn skal danne par med Mie Martha Moltke.

Thomas er ikke længere kun kendt for sin musik og sit hår. Han har for nylig også udgivet både børnebog med tilhørende børnealbum kaldet 'Bare kald mig Tofte'.

Han har fået æren af at danne par med Mie Martha Moltke, der i år deltager for 11. gang.

Thomas Buttenschøn skal danse sammen med Mie Martha Moltke. Foto: Mogens Flindt
Thomas Buttenschøn skal danse sammen med Mie Martha Moltke. Foto: Mogens Flindt

- Jeg har kun én danseoplevelse, og det er min bryllupsdans. Den var pinlig og fantastisk. Vi havde ikke øvet inden. Men det var sjovt, dejligt og den mest fantastiske oplevelse, fortæller Thomas Buttenschøn da Ekstra Bladet spørger ind til parrets pinligste danseoplevelser.

- Det var rimelig pinligt, da jeg skvattede over James' (Sampson red.) fod sidste år, fortsætter Mie og griner.

Thomas ser især frem til at danse Cha Cha Cha, men det er mest fordi det er den de to allerede er startet med at øve, fortæller han og griner.

 

Det andet par dannes af skuespilleren Laura Bach (37) og danseren Michael Olsen.

Laura Bach fik sit store gennembrud på tv-skærmen, da hun spillede rollen som vicekriminalkommisær Katrine i TV 2-serien 'Den som dræber' tilbage i 2011.

Hun er parret sammen med danseren Michael Olesen, der i år kan fejre sin tiende omgang i 'Vild med dans'.

Laura Bach får æren af at danse sammen med Michael Olesen. Foto: Mogens Flindt
Laura Bach får æren af at danse sammen med Michael Olesen. Foto: Mogens Flindt
 

Lene Beier (39) er blandt andet kendt for sin værts-rolle i 'Landmand søger kærlighed'. Men nu skal hun selv guides, og det bliver af danseren Frederik Nonnemann.

Lene er endda i foråret blevet kåret som årets kvindelige underholdningsvært ved Billed-Bladets TV-Guld. Mon hun kan danse sig til guld også?

Det er danseren Frederik Nonnemann, der skal forsøge at hjælpe Lene på rette vej på dansegulvet. For ham er det fjerde gang han får lov til at pryde skærmene hver fredag, når 'Vild med dans' starter.

 

Også Søren Fauli (52) er med i denne omgang 'Vild med dans'. Han akkompagneres af danseren Karina Frimodt, der har hjulpet fem andre mænd med, hvor fødderne skal sættes på dansegulvet.

Søren Fauli har været mange steder med sin karriere. Blandt andet i tv-reklamer for både Toms, Punkt 1 og Blockbuster. Men nu er det tid til at fokusere på, hvornår benene skal være strakte og bøjede, når parret glider hen over dansegulvet.

Søren Fauli danser sammen med Karina Frimodt. Foto: Mogens Flindt
Søren Fauli danser sammen med Karina Frimodt. Foto: Mogens Flindt
 

Julie Berthelsen (37) får også lov til at pynte på skærmen, når 'Vild med dans' danses i gang. Hun skal danne par med danseren Marc Mariboe Christensen.

Julie blev et kendt ansigt, da hun deltog i sang- og talentprogrammet 'Popstars' i 2002. Men nu har hun udgivet adskillige albums og også optrådt i rollen som vært på tv.

Når det kommer til Julies pinligste danseoplevelse, så skal vi et par år tilbage:

- Jeg lavede en musikvideo med Nik & Jay til 'Et sidste kys' sent om aftenen, hvor vi var i en svømmehal og skulle være i vandet. Men da jeg ligesom kommer op derfra, og de filmer mod mig, og musikken spiller, så jeg går hen mod dem med det her meget smarte danse move, plaskvåd iøvrigt, for at lave sådan en total glider hen af gulvet. Og det var helt op med kroppen og jeg landede virkelig hårdt på det der trælse svømmehalsgulv. De måtte stoppe optagelserne fordi folk bare var døde af grin.

Men selvom Julie ikke ser sig selv som dansemus, hvis moves ikke altid virker som planlagt, så har hun ikke noget imod at vrikke lidt med hofterne, når musikken spiller.

- Jeg er ikke en dansemus eller den første på dansegulvet. Men når jeg er ude med pigerne, og natten bliver sen nok og mor her har fået nok at drikke, så skal jeg nok komme lidt ud danse. Jeg twerker endda også, det synes jeg er lidt skægt, fortæller Julie.

Julie og dansepartner Marc Mariboe Christensen bliver hurtigt enige om, at en twerk ville kunne passe ind i enten hip hop eller i en samba.

 

Men det er ikke kun sangere og skuespillere, der får lov til at prøve kræfter med dansegulvet. Fægter og VM medalje-vinder Patrick Jørgensen (25) er også med i årets 'Vild med dans'. Han skal forsøge sig med andre trin på gulvet sammen med danseren Jenna Bagge.

Patrick Jørgensen danner par med danser Jenna Bagge. Foto: Mogens Flindt
Patrick Jørgensen danner par med danser Jenna Bagge. Foto: Mogens Flindt

Det er tredje gang Jenna er med i programmet, men anden gang hun skal træne med en 'Patrick'. De to glæder sig til at komme i gang og se, hvor langt de kan komme.

Patrick lægger dog ikke skjul på, at han vil savne sit fægte-sværd.

 

Den kære Mille Dinesen (42), måske bedre kendt som 'Nynne' eller 'Rita', skal også svinge hofterne på dansegulvet. Dem skal hun svinge sammen med Mads Vad.

Mads Vad har vundet 'Vild med dans' to gange før, først i 2010 med tv-værten Cecilie Hother, og anden gang i 2013 med bordtennisspilleren Mie Skov.

Mille Dinesen danner par med Mads Vad, der desværre var forhindret i at dukke op til dagens pressemøde. Foto: Mogens Flindt
Mille Dinesen danner par med Mads Vad, der desværre var forhindret i at dukke op til dagens pressemøde. Foto: Mogens Flindt

Mille Dinesen har flere pinlige dansegulvs-historier, men musikken er alligevel det, der kan gøre det aller mest pinligt synes hun.

- Jeg synes generelt, at det er for pinligt, hvis musikken den ikke er høj nok, så man kan høre sine fødder på gulvet. Det er ikke til at holde ud, for så kan man slet ikke danse igennem!

Forhåbentligt vil musikken aldrig være for lav, når hun og Mads Vad skal svinge igennem på 'Vild med dans'-gulvet.

 

Den unge Mathias Käki (22) skal også være med i årets danseprogram. Sammen med danseren Mille Funk skal han forsøge at bekæmpe dansegulvet og svinge de andre par af pinden.

Mathias er bedst kendt for sin rolle som Oliver Bondesen i TV 2-serien 'Nordskov'. Han har ikke svunget hofterne så meget på dansegulvet før, til gengæld ved han, hvordan staven skal svinges på isen, når han spiller ishockey.

Mathias Käki skal danne par med Mille Funk. Foto: Mogens Flindt
Mathias Käki skal danne par med Mille Funk. Foto: Mogens Flindt

For Mille Funk er det andet år hun er med, og skal i år forsøge at slå sidste års 11. plads med Rasmus Jarlov.

Men måske det bliver en prøve hun kommer på, for Mathias er ikke den helt store danser, hvis man spørger ham:

- Jeg er lidt en stille mus på dansegulvet.. argh okay, måske ikke på Buddy Holly, griner Mathias og fortsætter:

- Jeg føler mig mest tryg sammen med Mille, når jeg skal danse. Vi har også været ude at feste et par gange, hvor jeg har startet aftenen med at sige: jeg kommer ikke til at danse. Og så ender vi derude alligevel (på gulvet red.).

 

Bokseren Sarah Mahfoud (26) skal også forsøge sig på dansegulvet. Og det skal hun sammen med danseren Morten Kjeldgaard.

Sarah blev i foråret kåret som nordisk mester i vægtklassen fjervægt, og skal nu se om hun også kan vinde årets 'Vild med dans'.

Morten Kjeldgaard var sidste år finalist sammen med skuespillerinden Stephania Potalivo, og han er i år med for femte gang og det bliver spændende at se, hvor langt han kommer til at gå i denne sæson.

Sarah Mahfoud danner par med Morten Kjeldgaard. Foto: Mogens Flindt
Sarah Mahfoud danner par med Morten Kjeldgaard. Foto: Mogens Flindt

Hvis man spørger parret, hvordan de bedst kan lide at danse, så lyder svaret prompte:

- Jeg danser bare bedst med en fadøl i hånden, fortæller Morten.

- Så tager jeg to! griner Sarah.

 

Nicholas Nybro (34) er kendt for sine flotte designs, men nu skal han prøve kræfter med dansen i stedet. Det skal han sammen med danseren Luise Crone Dons.

For mange var Nicholas Nybro måske et ukendt navn. Men det var lige indtil, at Ghita Nørby i marts sidste år dukkede op til hofbal hos dronning Margrethe i et senere meget omtalt design af Nicholas.

Luise Crone Dons er med for tredje gang og er kvinden, der skal forsøge at få Nicholas til at træde rigtigt på de bonede gulve.

Nicholas Nybro danner par med Luise Crone Dons. Foto: Mogens Flindt
Nicholas Nybro danner par med Luise Crone Dons. Foto: Mogens Flindt

Som designer går Nicholas ikke så meget op i, hvad andre tænker om ham, når han bevæger sig ud på dansegulvet. For ham er det dog alligevel privatfesterne, som han holder mest af, for her kan man også selv styre musikken.

Parret er spændte på at komme i gang og se, hvor langt de kan komme.

 

Kirsten Siggard (61) er kendt for at bløde danskerne op med sin sangstemme. Det er også med stemmen hun har sikret sig en første plads til Dansk Melodi Grand Prix hele tre gange. Og det bliver danseren Thomas Evers Poulsen, der får æren af at føre hende rundt på gulvet.

Kirsten Siggard danner par med Thomas Evers Poulsen. Foto: Mogens Flindt
Kirsten Siggard danner par med Thomas Evers Poulsen. Foto: Mogens Flindt

De to har allerede fundet danse-kemien og reklamerer sig som 'TeamFrisk'. For dem har dansen nemlig ingen alder, og de glæder sig begge til at sætte fødderne på det berømte 'Vild med dans'-gulv. For Kirsten er det første gang, men for Thomas er gulvet en gammel kending, for i år bliver det hans 11. sæson som danser i programmet.

 

Gorm Wisweh (34) er kendt som hele danmarks pizzakonge, men også som fast inventar i 'Go' morgen Danmark'. Han skal svinge rundt på dansegulvet sammen med Sofie Kruuse, der i år er tilbage i programmet efter et års pause.

Gorm Wisweh danner par med Sofie Kruuse. Foto: Mogens Flindt
Gorm Wisweh danner par med Sofie Kruuse. Foto: Mogens Flindt

Gorm er slet ikke i tvivl om hans pinligste danseoplevelse:

- Vi skulle danse lancier, og jeg var 1.g - det er næsten ligesom de der high school film, for jeg havde inviteret en 3.g'er ud og jeg havde virkelig øvet mig! Og så er den der hedder 'herremøllen', den sidste runde, og så starter jeg bare med den. Det var så tydeligt, at jeg var den der 1.g'er, der bare ikke havde fattet en dart og de grinede så meget. Og så gik jeg direkte ud og brækkede mig fordi jeg var så fuld.

Måske det er derfor Gorm også er mest til privatfesterne, hvor han kan få lov at danse med både mor, tante og alle de andre danseglade gæster.

Vild med dans starter fredag den 9. september klokken 20 på TV 2.

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen