Her er den nye forsidefrue: Ældre og tykkere

TV3 har fundet en ny - og temmelig ukendt - erstatning for Sarah Louise Christiansen

Mød Karina von d'Ahé.

45 år, singlemor til en 12-årig søn, PR-dame og makeup-entusiast, der blandt andet laver makeup-kurser.

Og nu altså det femte medlem i TV3-serien 'Forsidefruer'.

Fjerde sæson af realityprogrammet har premiere torsdag aften, men fra næste sæson erstatter hun den kontroversielle blogger Sarah Louise Christiansen. Optagelserne er allerede gået i gang.

Modsat Sarah Louise regner Karina von d'Ahé dog ikke med at bidrage med det helt store drama.

- Jeg er helt sikkert ikke den nye skurk. Jeg vil hellere udlevere mig selv end andre, siger hun til Ekstra Bladet.

Frue er hun ikke. Hun har været gift, men blev skilt for nogle år siden. Forsider har hun til gengæld lavet en del af.

- Jeg har været model og har været på forsiden af både danske og internationale blade. Det var alt fra Føtex til smarte, internationale mærker, fortæller hun.

Karina var model som yngre. Nu laver hun PR. Foto: Emily Spiro/PR FOTO
Karina var model som yngre. Nu laver hun PR. Foto: Emily Spiro/PR FOTO

Se også: Forsidefruernes fejde: Bliver aldrig venner igen

Temmelig ukendt
Modsat de andre medvirkende - Amalie Szigethy, Jackie Navarro, Janni Ree, Tina Lund og Gunnvør Dalsgaard - er Karina von d'Ahé ikke et navn, der optræder i de kulørte blade. Faktisk er hun ret ukendt.

- Det har jeg det fint med. Jeg er ikke intimideret, slår hun fast.

Karina von d'Ahé adskiller sig fra de andre fruer på to punkter - alder og vægt.

- Da de først kontaktede mig, tænkte jeg, at jeg slet ikke passede ind. Jeg er noget mere voksen og væsentlig tykkere end resten af fruerne. Jeg vejer jo nærmest svarende til et lille børnehavebarn mere end de fleste af dem, siger hun med et grin og tilføjer:

- Men da jeg lige fik tænkt over det, var jeg egentlig glad for at få tilbuddet og for, at der er plads til lidt diversitet.

- Handler det også om, at TV3 kommer med en ordentlig pose penge?

- Nja... I forhold til hvad jeg har beskæftiget mig med, er det 'in the middle of the road', siger hun.

- Så du har ikke taget dem for pengenes skyld?

- Nej, dét har jeg ikke, afviser hun med et stort grin.

- Hvad vil du bidrage med? 

- Jeg er ikke bange for at være til grin eller grim. Og jeg er ikke bange for at tage personlige emner op. Jeg er enlig mor med alle de udfordringer, der er i det og datingliv.

Fra næste sæson bliver Sarah Louise Christiansen skiftet ud med Karina. Foto: Stine Tidsvilde
Fra næste sæson bliver Sarah Louise Christiansen skiftet ud med Karina. Foto: Stine Tidsvilde

Temperaturen blandt nogle af forsidefruerne er lige så iskold, som da vinterbadede sammen. Foto: Privat Kendte Inden ny sæson: Forsidefruer nægter at filme sammen

Fucking hårdt at være str. 44
Følger man med på Karina von d’Ahés Instagram-profil, ser man hurtigt, at hun ikke er bange for farver – eller for at fylde i landskabet.

Sådan har det altid været, slår hun fast.

- Når man er plussize-kvinde, som det så kikset hedder, kan man enten vælge at gå i et sort telt og gemme sig, eller også kan man rette ryggen og få det bedste ud af det. Og jeg kan mærke, at jeg får det bedre med mig selv, når jeg gør lidt ud af mig selv.

- Går det dig på at være større end de andre fruer?

- For det meste så 'ejer' jeg den. Hvis det havde været vigtigt nok for mig at tabe mig, havde jeg nok gjort det. Jeg kunne jo leve af fire riskiks og en blomme...

Det gør hun ikke. Hun spiser helt almindeligt, forklarer hun, og er ikke til askese. Og det kan være svært, når man færdes i modebranchen.

- Man skal være ret sej for at gå til Copenhagen Fashion Week som en størrelse 44. Det er fucking hårdt! Man føler, at alle er skidetynde, skiderige, skidepæne og skiderigtige. Men jeg har så fundet ud af, at dem, jeg opfatter som 'rigtige', har de samme kvababbelser over det.

Se også: Forsidefrue afslører: Er flyttet tilbage til Danmark

- Tror du, det får positive bivirkninger at deltage i 'Forsidefruer'?

- Jeg tænker, det kan få positive effekter i forhold til min blog, at jeg bliver mere eksponeret. På datingfronten kunne man frygte, at der kommer endnu flere tosser med 'dick pics' i indbakken, men det tager jeg i stiv arm, havde jeg nær sagt, konstaterer hun med et stort grin.

- Får du mange 'dick pics'?

- Ja da, gør alle ikke det?

Fjerde sæson af 'Forsidefruer' har premiere torsdag klokken 20 på TV3. Femte sæson med Karina von d'Ahé er ved at blive optaget.

 

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen