Her er familiens afskedsbrev til Jan Fog

Jan Fogs familie og venner har igennem deres ven og læge netop udsendt en pressemeddelelse med deres sidste ord til den afdøde kendis-ejendomsmægler

Jan Fog døde af kræft torsdag (foto: Jan Unger/ Anthon Unger / Jan Sommer / Mogens Flindt)

Se også: Første fredagsbar uden Fog

Se også: Ekspert om Fog-virus: - Derfor kan det blive livsfarligt

66-årige Jan Fog sov torsdag klokken 17.30 ind på Rigshospitalet efter at have kæmpet mod kronisk lymfatisk leukæmi i længere tid.

Angiveligt blev kendis-mægleren ramt af en virus i forbindelse med stamcelletransfusion, der var et led i den behandling, der skulle kurere ham for leukæmi.

Bortset fra en enkelt kortfattet besked via Ritzau, hvor dødsfaldet i går blev bekræftet, har familien forholdt sig tavs. Nu skriver de i et åbent brev deres sidste hilsen til Jan Fog.

Uheldig hændelse
I brevet forklares det blandt andet, at dødsfaldet betragtes som en 'uheldig hændelse' og at vennerne nu står sammen for at støtte Jan Fogs enke, Charlotte, der beskrives som 'hans livs kærlighed; hans bedste ven'.

Torsdag aften bekræftede Jan Fogs hustru Charlotte Juul via en besked til Ritzau, at Jan Fog var gået bort. I samme meddelelse frabad hun sig yderligere kontakt fra pressen med ordene:

- På såvel egne som den øvrige families vegne anmoder jeg indtrængende om pressens forståelse for, at vi ønsker fred i denne svære situation for os alle.

Brevet med den sidste hilsen er underskrevet og rundsendt af familiens ven og læge Susanne Asferg.

Se også: Beliggenhedens mester: Efterlader usolgte huse for halv mia. kr.

Se også: Tv-kollega om Jan: Havde det godt for to uger siden

LÆS HELE BREVET HER:

Vennernes og familiens farvel til Jan Fog

Vi forventer at Jan, efter at han har forladt os, nu er rask igen, går tur med sin elskede hund Hannibal, besøger sin mor flittigt og venter på at gense alle sine venner, familie og bekendte.

Jan var vores højt elskede og meget respekterede ven.

Han var en ubeskrivelig stor personlighed, og hans kendetegn var mange.

Han var positiv og fuld af livsmod, flittig og levede for og elskede sit arbejde til det allersidste. Jan var respekteret af medierne og var også derigennem vellidt af mange.

Jan havde en god humor i livet, og han besad en udpræget høj moral og en stor retfærdighedssans – i sin virksomhed såvel som i privatlivet.

Han hjalp og støttede mange – specielt dér, hvor Jan spottede, at der var et ekstra behov.

Han var gavmild, og hverken i privatlivet eller i sin virksomhed var det økonomien, der afgjorde, hvordan Jan prioriterede, eller hvad han følte for.

Han var målrettet, viljefast og modig.

Jan formåede gennem en årrække at markere sig i befolkningen som den mest anerkendte ejendomsmægler på liebhavermarkedet, og han var aldrig bange for at sige sin mening.

Jan var livsnyder og besad evnen til at kombinere arbejde og fritid på en unik måde. Han var meget social og elskede samvær med alle sine venner, ikke alene i Danmark, men også i Frankrig.

Vi ved ikke, hvordan vi skal kunne undvære Jan; men i denne svære tid står vennerne sammen.

I respekt for Jan støtter vi nu hinanden og først og fremmest Jans hustru, Charlotte. Hun var hans livs kærlighed; hans bedste ven.

Jan var i alle livets mål en fighter og en vinder – men en uheldig hændelse gjorde, at han ikke vandt over sin sygdom.

Jan var et særdeles fint menneske i alle henseender. Han efterlader et ubeskriveligt stort tomrum hos os alle.

Æret være Jan Fogs minde.

På familiens og alle vennernes vegne

Susanne Asferg, ven og læge

Mest læste i flash!
Hent flere