Hilda Heick: Vi ved ikke hvor mange somre vi har tilbage

Keld og Hilda sørger for at holde lang sommerferie, så de får maksimalt udbytte af de somre, de har tilbage

Keld og Hilda har stadig masser af spillejobs. Foto: Per Arnesen/TV 2
Keld og Hilda har stadig masser af spillejobs. Foto: Per Arnesen/TV 2

Det folkekære, musikalske ægtepar Keld og Hilda Heick kan se tilbage på et langt og produktivt liv i den danske underholdningsbranche, og selv om de uden at skamme sig snildt kunne lade sig pensionere, har de to flittige musikere ingen planer om at slippe mikrofonen og guitaren.

De senere år har de dog skruet lidt ned for antallet af koncerter og givet sig selv lov til at holde en dejlig lang sommerferie.

- Vi ved ikke hvor mange somre, vi har tilbage, så vi sørger for at huske at holde fri. Om sommeren holder vi fri fra Sankt Hans, og så starter vi igen her fra begyndelsen af august, og i år har det været en rigtig dejlig sommer siger Hilda Heick til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Vi har været en tur ved Gardasøen, hvor vi har været mange gange før. Det er et fantastisk idyllisk sted, og så har vi været en tur på Bornholm, nydt vores have og plejet vores venner.

Keld og Hilda nyder både livet og arbejdet. Foto: Linda Johansen
Keld og Hilda nyder både livet og arbejdet. Foto: Linda Johansen

 ABBA-legenden Björn Ulvaeus sammen de to danske 'Mamma Mia!'-hovedroller, Matilde Zeuner Nielsen og Annette Heick. Foto: Johan Paulin Danske kendte Topjob til Annette Heick

Store børnebørn
Udover at rejse og spille musik bruger Keld og Hilda en stor del af deres tid til at være sammen med den nærmeste familie, hvilket er blevet nemmere, efter Annette Heick og børnebørnene er flyttet tættere på.

- Vi trives rigtig godt med, at familien fra Sverige er kommet hjem og bor kun fire kilometer herfra. Vi har det dejligt og synes, at vi er rigtig heldige.

Børnebørnene er dog efterhånden så store, at der ikke længere er brug for at decideret babysitning.

- De kommer ikke længere og får læst historier på samme måde som i gamle dage. Storm er snart 11, og Elliott er godt på vej ind i sit 16. år. Han sidder ikke på skødet af mormor, men han kommer og får knus og kram, og det er jeg jo glad for, siger Hilda Heick.

Elsker deres arbejde
Den dynamiske tager stadig ud og spiller, men de er stoppet med at sige ja til mere end et enkelt arrangement samme dag.

- Vi har stadigvæk godt med jobs i kalenderen. Men selvfølgelig tager vi ikke så mange som i gamle dage, for det kan vi ikke klare. I gamle dage kunne vi klare tre jobs på en dag, men det kan vi simpelthen ikke mere - for at sige det som det er, siger Hilda Heick og tilføjer:

- Vi elsker vores jobs, og det er derfor, vi bliver ved. Hvis vi hadede det, så var vi stoppet for længst. Vi kommer ud til en masse søde mennesker, og når man står op til noget, man er glad for hver dag, så kan man ikke ønske sig mere.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere