Hjalmer i strid med dansk malerfirma

Et malerfirma må ikke længere bruge domænenavnet hjalmer.dk, efter Universal Music har klaget på vegne af sangeren Hjalmer

Hjalmer har fået sin vilje, efter Universal Music har indgivet en klage på hans vegne angående et domæne. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Hjalmer har fået sin vilje, efter Universal Music har indgivet en klage på hans vegne angående et domæne. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

I februar i år indgav pladeselskabet Universal Music en klage til Klagenævnet for Domænenavne på vegne af musikeren Hjalmer, efter de var blevet opmærksomme på, at malerfirmaet Hjalmars Malerfirma i Måløv, der ejes af Torben Hjalmar Christensen, anvendte domænenavnet 'hjalmer.dk'.

At malerfirmaet benyttede domænet hjalmer.dk, der kan lede tankerne hen på artisten Hjalmer, var Universal Music ikke tilfredse med, og de besluttede sig derfor for at indlede en sag og bede Torben Hjalmar Christensen om at overføre domænenavnet til dem.

Der er lagt op til den helt store fest, når der i weekenden er finale i 'X Factor'. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Film, tv & radio - 20. maj. 2020 - kl. 09:00 TV2 deler stor nyhed

I klagen lægger Universal Music blandt andet følgende til grund for deres henvendelse til Klagenævnet for Domænenavne:

'Domænet ejes af Torben Hjalmar. Efter en samtale med Torben kunne vi både konstatere at: Hans navn staves Hjalmar (med A) ikke Hjalmer (med E). Han har allerede et domæne, som han bruger til sin virksomhed - hjalmarsmalerfirma.dk. Han udelukkende ejer domænet som warehousing og ønsker at tjene penge på at sælge det - stik imod loven for domænebrug', lyder det blandt andet i klagen.

Hjalmer endte med at løbe med sejren i navnestriden. Foto: Per Lange
Hjalmer endte med at løbe med sejren i navnestriden. Foto: Per Lange

Bliver ikke brugt
I klagen fremhæver Universal Music ligeledes, at domænet 'hjalmer.dk' ligger stille og således ikke bliver brugt af Torben Hjalmar Christensen.

'Ved opslag på domænenavnet 'hjalmer.dk' den 20. februar 2020 og igen den 18. april 2020 fremkom ikke en hjemmeside med reelt indhold. Ved opslag på hjemmesiden Internet Wayback Machine (archive.org) har sekretariatet konstateret, at der ikke er arkiveret hjemmesider i forbindelse med domænenavnet 'hjalmer.dk', lyder det i klagen.

I klagen fremgår det, at Torben Hjalmar Christensen ikke har svaret i sagen, og at nævnet derfor udelukkende afgør sagen på baggrund af Universal Musics klage.

Hjalmer vandt
13. maj kom nævnet med en afgørelse i sagen. De bestemte, at registreringen af domænenavnet skulle overføres til Universal Music inden fire uger, og at Hjalmer og Universal dermed løb med 'sejren' i sagen.

I afgørelsen påpeger Klagenævnet for Domænenavne dog, at de ikke kan konstatere, at domænet hjalmer.dk er blevet registeret med henblik på warehousing og videresalg og dermed ikke er i strid med domæneloven på det punkt, som Universal Music ellers havde lagt til grund for deres klage i første omgang, men at brugen af 'hjalmer.dk' ikke lever op til god domæneskik.

Nævnets afgørelse er blandt andet truffet på blandt andet følgende grundlag:

'Domænenavnet 'hjalmer.dk' er registreret af indklagede, enkeltmandsvirksomheden 'Hjalmar’s malerfirma', den 20. april 2012. Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede på nuværende tidspunkt ikke benytter domænenavnet på nogen aktiv måde, og at indklagede tilsyneladende heller ikke tidligere har brugt domænenavnet på en aktiv måde. Indklagede har som nævnt ikke besvaret sekretariatets henvendelser i sagen. Klagenævnet har derfor ikke mulighed for at vurdere, om indklagede har nogen reel interesse i at kunne råde over domænenavnet 'hjalmer.dk', lyder det blandt andet i afgørelsen.

'Der foreligger ikke oplysninger i sagen, der understøtter, at indklagede har en reel interesse i at råde over domænenavnet 'hjalmer.dk'. På denne baggrund lægger nævnet herefter bevismæssigt til grund, at indklagedes interesser kan varetages mindst lige så godt ved brug af domænenavnet 'hjalmarsmalerfirma.dk', der ligeledes er registreret af indklagede og bruges til indklagedes hjemmeside, lyder det videre.

Problemer med TV2 Play har fået seere hjemme i stuerne op i det røde felt. Foto: TV2 Film, tv & radio - 2. dec. 2019 - kl. 19:49 Rasende seere: - Det er en ommer, TV2!

Ekstra Bladet har været i kontakt med Torben Hjalmar Christensen, der ikke har lyst til at udtale sig i sagen. Han oplyser dog, at han har ændret domænenavnet, som han er blevet påkrævet.

Ekstra Bladet har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra Hjalmer, men hans management oplyser, at de ikke har yderligere kommentarer i forbindelse med sagen.

Du kan læse meget mere om sagen her.