Højgravid sangerinde: - Ikke styr på en skid

Fallulah bliver lige om lidt mor til tvillinger, og det er hun ikke ligefrem parat til

Fallulah blev i 2016 mor til datteren Gloria. Ganske snart får hun tvillinger. Foto: Henning Hjorth
Fallulah blev i 2016 mor til datteren Gloria. Ganske snart får hun tvillinger. Foto: Henning Hjorth

Det er lige op over.

Om ganske kort tid bliver sangerinden Fallulah mor til tvillinger.

Lige nu er hun godt og grundigt besværet af den gigantiske mave, som hun slæber rundt på med to babyer inde i.

- Det er tæt på nu. Helt præcis hvornår, vil jeg godt holde for mig selv, siger sangerinden, der danner par med Thomas Holm, som hun har datteren Gloria med.

Se også: Fallulah: Det skal min datter hedde

Fallulah eller Maria Christina Apetri, som den 34-årige sangerinde rigtigt hedder, lægger ikke skjul på, at det voldsom at være gravid med tvillinger.

- Det er pissehårdt. Men de har det godt og jeg har det godt. Jeg vil bare gerne snart have det overstået, siger hun og fortæller, at hun faktisk slet ikke er klar til det.

- Vi har ikke styr på en skid. Vi er ved at renovere derhjemme. Så alt falder oven i hinanden, smiler hun.

Fallulah blev for alvor kendt i den brede offentlighed, da hendes nummer 'Out of It' var temasang til den populære DR-serie 'Lykke' fra 2011, og siden har hun blandt andet stiftet projektet 'Hej Søster', som skal få kvinder i musikbranchen til at støtte hinanden.

I efteråret meddelte Fallulah, at hun stopper med at spille koncerter på ubestemt tid. I stedet vil hun fremover blandt andet arbejde med 'Hej Søster', arrangere festivaler, skrive sange, lave aktivistisk arbejde og holde foredrag.

Se også: Det er slut: Dansk sangerinde trækker stikket