Hofchef dropper toppost efter kritik

Kronprinsparrets hofchef, Christian Schønau, har droppet posten som formand for Poul Due Jensens Fond, der ejer Grundfos.

Juristen Christian Schønau blev udnævnt hofchef i 2010. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Juristen Christian Schønau blev udnævnt hofchef i 2010. Foto: Christian Klindt Sølbeck

Christian Schønau blev den 11. marts valgt som ny formand for Poul Due Jensens Fond.

Men nu har han valgt at trække sig fra hvervet. Det sker, efter han er blevet kritiseret for at have en dobbeltrolle som både hofchef og bestyrelsesformand i Poul Due Jensens Fond, der ejer 88 procent af Grundfos.

Det skriver Børsen.

Se også: Hofchef i dobbeltrolle: Styrer magtfuld fond

- Det er ikke holdbart, at der kan rejses tvivl om en sammenblanding af interesser mellem mit hverv som hofchef for Kronprinsparret og bestyrelseshvervet i Poul Due Jensens Fond. Derfor har jeg meddelt bestyrelsen for Fonden, at jeg stopper som bestyrelsesmedlem og formand, når Fonden har haft rimelig tid til at finde en erstatning, eller senest på næste bestyrelsesmøde i juni måned, siger Christian Schønau.

- Vi tager med beklagelse og ærgrelse Christian Schønaus beslutning til efterretning, meddeler Kim Nøhr Skibsted, der er fondsdirektør i Poul Due Jensens Fond, til Børsen.

Han har tidligere afvist over for Ekstra Bladet, at Schønau skulle være blevet ansat på baggrund af hans tilknytning til Amalienborg.

- Beslutningen har ikke noget at gøre med hans stilling i kongehuset og er ikke et forsøg på at pleje forholdet til kongehuset, lød det fra Kim Nøhr Skibsted 20. marts.

Fare for favorisering
Sociolog og adjunkt ved CBS Christoph Ellersgaard, der står bag bøgerne 'Magteliten' og 'Tæm eliten', har over for Ekstra Bladet kritiseret den 52-årige Schønaus dobbeltrolle.

- Det er meget oplagt, at familien bag Grundfos nu kan blive favoriseret, når kronprinseparret skal besøge virksomheder, invitere til officielle arrangementer, og når der skal uddeles ordener og titler, forklarede han i sidste uge.

På et pressemøde i Argentina, hvor kronprins Frederik og dronning Margrethe var på eksportfremstød i sidste uge, spurgte TV2 forgæves, om dobbeltroller er normal skik i kongehuset.

Se også: Kronprinsen tier om hofchefs dobbeltrolle

Det ville Frede under ingen omstændigheder svare på.

- Det er ikke formålet med den her tur at komme ind på det her. Det må andre nøglepersoner udtale sig om, sagde kronprinsen.

Kongehuset har tidligere afvist at svare på Ekstra Bladets spørgsmål om kasketforvirring, men da Christian Schønau blev menigt bestyrelsesmedlem i Poul Due Jensens Fond i december sidste år, afviste kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, i Berlingske, at det skulle være problematisk.

- Vi glæder os derfor blot over, at de kompetencer, som kongehusets ansatte har, efterspørges også uden for huset, sagde Lene Balleby.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra Schønau til hans beslutning om at trække sig.