Hun skifter Paul Potts ud med Per fra Varde

Operasangerinden Kirstine Bonde har netop været i studiet med vestjysk ejendomsmægler, som åbenbart både kan sælge huse og skrive sange

Paul Potts og Kirstine Bonde. Arkivfoto: Lene Lund
Paul Potts og Kirstine Bonde. Arkivfoto: Lene Lund

I fire år har operasangerinden Kirstine Bonde optrådt sammen med den populære operasanger Paul Potts på turneer i Danmark, Sverige og Norge.

Paul Potts sang sig ind i manges hjerter, da han tilbage i 2007 vandt Britain's Got Talent.

Men nu er Paul fra Bristol blevet skiftet ud med Per fra Varde.

- Det er unægtelig noget af et skifte, erkender Kirstine Bonde.

For Per er ejendomsmægler. Men når han ikke sælger ejendomme, så giver han den som fritidsmusiker gas med både fodpedal, orgel og sang. Iørefaldende sange kan ejendomsmægleren også skrive.

Samarbejdet mellem Per Sønderby og Kirstine Bonde har udviklet sig godt, at de to nu danner en duo. Privatfoto
Samarbejdet mellem Per Sønderby og Kirstine Bonde har udviklet sig godt, at de to nu danner en duo. Privatfoto
 

- Jeg har haft fire fantastisk gode år med Paul. Han er absolut en fin fyr. Men til sidst begyndte jeg at mærke, at der skulle ske noget nyt.

- Jeg regner mig selv for at være en alsidig sanger, og jeg har ikke berøringsangst over for andre genrer, hvis bare musikken er velproduceret og god, fortæller 37-årige Kirstine Bonde, der bor lidt nord for barndomsbyen Esbjerg.

Sagde hurtigt ja
Da Per Sønderby for et par måneder siden kontaktede Kirstine Bonde for at høre, om hun ville synge en ny sang, han havde komponeret, blev det hurtigt til et ja.

Sangen hedder ’Tro på tiden der kommer’.

- Man skulle tro, at den handler om corona-krisen. Men teksten er faktisk skrevet tilbage i januar, før vi rigtig kendte noget til virussen i Danmark, fortæller Per Sønderby.

God tid til musikken
Da netop corona-krisen for en stund har taget pusten fra både ejendomsmarkedet og underholdningsindustrien, har Kirstine og Per haft tid til både at indspille dansk-pop melodien og få lavet en video, som for nylig blev lagt ud på Youtube.

37-årige Kirstine Bonde er klassisk uddannet sanger og sanglærer fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg.  Privatfoto
37-årige Kirstine Bonde er klassisk uddannet sanger og sanglærer fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Privatfoto
 

Ronnie Flyvbjerg Olesen, der blandt andet er kapelmester for Grand Prix stjernen Helge Engelbrecht og dansktop dronningen Birthe Kjær, har stået for arrangement og indspilning.

På en uges tid er videoen blevet set 42.000 gange.

- Vi har fået utrolig mange henvendelser fra folk, som gerne vil hyre os, efter at de har set videoen. Så nu har vi besluttet os for at slå pjalterne sammen og lave en duo, fortæller den klassisk uddannede sangerinde.

Gået i øvelokalet
De to vestjyder er nu gået i øvelokalet for at få banket et passende repertoire sammen.

Bonde er i forvejen med i flere bands og stifter af den klassiske Hesselbjerg Musikfestival på Langeland.

- Coronaen er jo forfærdelig for os alle sammen. Jeg savner scenen og det at optræde. Musik gør folk glade.  Og det er jo skønt, at vi kan være med til at sprede glæde med ’Tro på tiden der kommer’,  siger Kirstine Bonde.