Husker du Bettina og Simone fra 'Mig og min mor'? Vi skændes stadig

Meget er sket, siden vi så de to Bogense-piger tone frem på skærmen

Simone og Bettina har stadig et tæt bånd og ses flere gange om ugen. Privatfoto.
Simone og Bettina har stadig et tæt bånd og ses flere gange om ugen. Privatfoto.

Hvis du var en af dem, der fulgte med i Kanal 4-programmet 'Mig og min mor', kan du med sikkerhed huske Bettina og Simone Rasmussen, der medvirkede i hele fem af de seks sæsoner.

De sidste optagelser blev skudt i kassen i 2015, så det er efterhånden længe siden, vi har set noget til de to varmblodet fynboer fra Bogense.

Mens 51-årige Bettina stadigvæk bor i Bogense, er 26-årige Simone flyttet til Odense sammen med sin kæreste, Martin, som hun mødte i slutningen af 2015. I januar 2018 blev de forældre til en pige.

Simone og Bettina som vi husker dem fra 'Mig og min mor'. Foto: Kanal 4
Simone og Bettina som vi husker dem fra 'Mig og min mor'. Foto: Kanal 4

- Saselia er jo snart to år nu, så hende nyder vi i fulde drag. Hun har virkelig en sjov alder, men hun prøver også grænser af. Tiden er gået så stærkt, men det går rigtig godt med at være forældre. Hun er sød og kærlig, og der er intet større i livet end at være blevet mor, fortæller Simone til Ekstra Bladet.

- Foruden at bruge tiden på at være forældre, er Martin og jeg i fuld gang med at renovere vores hus i Odense. Vi har været i gang i halvandet år nu, men der er stadig lang vej og mange projekter. Vi satser også først på at være færdige om 3,5 år, så det er en stor mundfuld, og det kan da godt sætte parforholdet lidt på prøve, men det har da ikke skilt os ad endnu, fortsætter Simone, som i sommers tog en stor beslutning i forhold til sin fremtidige karriere.

Simone og kæresten Martin. Privatfoto.
Simone og kæresten Martin. Privatfoto.

- Jeg begyndte i sommers at læse til folkeskolelærer, hvilket jeg er rigtig glad for. Det er det helt rigtige for mig. Så fokus i mit liv i øjeblikket er skole, husrenovering og Saselia. Martin og jeg kunne da godt tænke os at få et barn mere i fremtiden, men det er slet ikke noget, vi har travlt med. Det samme gælder at blive gift. Det er nok det, der står sidst i køen. Vi vil hellere fokusere på Saselia og vores drømmehus, forklarer hun.

Saselia er bestemt en lille charmør. Privatfoto.
Saselia er bestemt en lille charmør. Privatfoto.

Se også: 'Nybyggerne'-pars hårde år: Operation, renovering og baby

Blomstrende romance
Mens Simone både har fundet en kæreste, købt hus, fået barn og startet uddannelse, siden vi så hende på skærmen, går det lidt mere stille og roligt for sig hos Bettina.

- Det er ikke en officiel kæreste, men jeg har fundet en sød mand i mit liv. Det er en gammel flamme, som jeg var kærester med første gang, da jeg var 11 år. Der har været lidt op og ned, men nu er vi begyndt at gå ud sammen og hygge os. Så det er dejligt, fortæller Bettina til Ekstra Bladet.

- Ellers er der ikke sket det store. Jeg passer min kat og otte katte i en have, som jeg lige kommer forbi og giver mad. Jeg er førtidspensionist, da min ryg ikke altid kan holde til at arbejde, men jeg har nok at se til, da jeg både har haft heste, hund og kat, og nu har jeg jo Saselia, som jeg bruger meget af min tid på. Det passer mig helt fint. Jeg bor stadigvæk i Bogense, der flytter jeg aldrig fra, fortsætter hun.

Den stolte mormor og Saselia. Privatfoto.
Den stolte mormor og Saselia. Privatfoto.

- Jeg er frisk, frejdig og har aldrig haft det bedre, så det er skønt. Jeg passer også altid Saselia, hvis dagplejemoren er syg, er på ferie eller lignende. Så Simone og Martin kan næsten ikke undvære mig. Saselia elsker sin mormor overalt på jorden, og det er gengældt fra min side, tilføjer hun.

Se også: Ti år efter 'Paradise Hotel': Her er Julie i dag

Et stærkt bånd
Der er ingen tvivl om, at Simone og Bettina var meget tætte, da de medvirkede i 'Mig og min mor'. Selvom der er gået fem år, siden de sidste optagelser, har dette dog ikke ændret sig.

- Min mor er hos mig flere gange om ugen, så vi har stadig et stærkt bånd og ses meget. Vi har faktisk bare fået et tættere forhold, efter Saselia er kommet til verden, idet mor nu er blevet mormor for mit barn, og vi begge to er mødre. Så elsker man lidt hinanden på en ny måde, fortæller Simone.

- Bortset fra det er vores forhold dog meget, som det hele tiden har været. Vi hygger os stadig og gør de samme ting. Vi kan også godt stadig skændes og diskutere, men vi gør det aldrig foran Saselia. Så venter vi lige, indtil hun ikke er der, fortsætter Simone.

- Mor har heller ikke ændret sig siden programmet, synes jeg. Jeg kan også godt genkende mig selv, men jeg er også blevet meget mere moden og har fået et andet syn på mange ting. Det er jo også klart, idet jeg var 19 år, da vi startede med at filme, og nu snart er 27 år. Jeg kan godt sidde og krumme tæer over mig selv engang i mellem, heldigvis er jeg da blevet ældre, griner hun.

- Jeg må bare se i øjnene, at jeg er, som jeg er. Jeg har ikke ændret mig overhovedet siden programmerne, erkender Bettina, som glæder sig over, at Simone nu også selv er blevet mor.

- Det er sjovt, at Simone nu kan sætte sig ind i, hvordan det er at være mor. Og at det også kan være rigtig hårdt. Hun var lige så stædig som hendes datter er nu. Det er fedt, at hun nu har fået en forståelse for, hvordan jeg har haft det alle disse år med hende, fortæller Bettina.

Det er tydeligt at se, at Saselia er glad for sin mormo. Privatfoto.
Det er tydeligt at se, at Saselia er glad for sin mormo. Privatfoto.

Vender gerne tilbage til skærmen
Både Simone og Bettina ser tilbage på deres deltagelse i 'Mig og min mor' som en sjov tid, hvor de har fået mange gode, fælles oplevelser. De kunne derfor også være friske på at vende tilbage på skærmen, men ikke i hvilket som helst program.

- Vi er enige om, at hvis vi skal være med i noget nyt, så skal vi være fuldstændig os selv. Det var lidt en diskussion engang i mellem, da vi lavede 'Mig og min mor', hvordan tingene skulle være, og det gider vi ikke. Vi vil have lov at bestemme selv og være helt, som vi er, fortæller Simone, mens Bettina nikker genkendende.

- Det kunne være sjovt at lave et opsamlings-afsnit, hvor vi fortæller, hvordan det går med os i dag. Der kører jo hele tiden genudsendelser, så derfor kunne det være rart at give seerne en status på, hvordan det er gået os de sidste fem år. Der er jo alligevel sket en del. Vi kunne også godt finde på at medvirke i noget andet tv, hvis vi fik buddet, fortsætter hun.

Det er tydeligt at se, at Simone og Bettina er i familie. Privatfoto.
Det er tydeligt at se, at Simone og Bettina er i familie. Privatfoto.

Se også: Tv-kendis i vild forvandling: Svær at genkende