Husker du 'Prinsesserne fra blokken'? Nu vender Siri tilbage til skærmen

Siri, der blev kendt i dokumentaren 'Prinsesserne fra blokken', har fået sin egen tv-serie

Siri Køster er aktuel med en ny dokumentar om sit liv. Foto: DR Ung
Siri Køster er aktuel med en ny dokumentar om sit liv. Foto: DR Ung

- Jeg har en nabo, der har valgt ikke at være her mere, og tog den ud over bygningen her, fortæller Siri til kameraet, mens det panorerer hen over udsigten fra det højhus, hun bor i i Ishøj.

- Her fra kan man se både Brøndby og Rødovre, siger hun, og scenen er sat.

For Siri Køster er fra Vestegnen, og her er der ikke nogen, 'der er født med en guldske i røven', som hun selv siger i en ny dokumentarserie på DR3, hvor man kommer helt tæt på Vestegns-pigen.

Den kommer efter den tidligere populære serie 'Prinsesserne fra blokken', der blev sendt på DR i foråret 2016, hvor man følger Siri og de andre 'prinsesser' fra den københavnske Vestegn.

Serien blev et kæmpe hit og vandt en pris ved Zulu Awards for mest originale ide.

Og nu har Siri altså fået sit eget program, 'Siri - en prinsesse gi'r aldrig op', hvor hun kæmper for at bryde den sociale arv og komme væk fra kontanthjælpssystemet.

Prinsesser fra Blokken vinder en Zulu Award for Årets originale TV-program. Foto: Mogens Flindt
Prinsesser fra Blokken vinder en Zulu Award for Årets originale TV-program. Foto: Mogens Flindt
 

Siri bor i 'hoppehusene' som en venindes mor kaldte dem, efter at en person i bygningen begik selvmord.

Siri har selv haft selvmordstanker og forskellige diagnoser efter et have levet et hårdt liv.

- Jeg er bare glad for, at jeg ikke har de tanker mere, og det kun var, da jeg var teenager, siger hun i programmet.

Siri har kæmpet med stofmisbrug, da hun var yngre.

- Min mor fik mig, da hun var 18, og hun var alene med mig. Jeg har jo ikke haft en let opvækst, og da jeg blev teenager, gik jeg helt amok, jeg fandt ud af, at jeg havde ADHD, da jeg var 16. Da jeg så blev 19 og mit stofmisbrug havde taget overhånd, tog jeg op til udredning igen og fandt ud af, at jeg også havde borderline, forklarer Siri.

Ifølge hende selv, kommer det af, at hun var overladt meget til sig selv i en meget ung alder.

Drømmer om neglesalon
Siri drømmer i seriens første afsnit om at åbne sin egen neglesalon og komme ud af kontanthjælpssystemet.

I programmet er Siri med til Reality Awards med resten af 'Prinsesserne fra blokken', hvor hun håber at kunne netværke med andre folk i skønhedsbranchen og komme tættere på at få opfyldt sin drøm. Men desværre går det ikke helt, som Siri havde regnet med.

- Folk skubber på den røde løber, hvis jeg ikke komme ud her fra, så smækker jeg en, siger hun.

Det bliver ikke til meget snak med de andre kendte, fordi Siri ikke kan holde ud at være til festen.

- Alle mine planer gik i vasken, jeg tror det er min ADHD, borderline og det hele, jeg bliver ekstremt aggressiv og tænker: 'Jamen så må vi jo bare rulle', forklarer Siri om sin udvandring fra Reality Awards. 

Hun fortæller dog til kameraet, at hun er glad for, at hun i det mindste kom af sted, når hun egentlig ikke havde lyst.

Ekstra Bladet har prøvet at få yderligere kommentarer fra Siri, men hun ikke ønsket at snakke.

'Siri - en prinsesse gi'r aldrig op' kan ses onsdag på DR3

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen