Huxi fortryder joke: Noget frygteligt lort

Den kendte tv-vært fortryder vittig bemærkning om ubåd

Huxi Bach er ikke stolt af en ubåds-joke, han efterfølgende fik kritik for. Foto: Mogens Flindt
Huxi Bach er ikke stolt af en ubåds-joke, han efterfølgende fik kritik for. Foto: Mogens Flindt

I et interview med Politiken med overskriften 'Man kan lave sjov med alt. Men én joke fortryder Huxi Bach', fortæller DR2-satirikeren, at han fortryder en joke, der refererer til det makabre ubåds-drab, hvor Peter Madsen mishandlede og dræbte journalisten Kim Wall.

I vittigheden siger han, 'at vi må have lært, at man skal være forsigtig, hvis der kommer en mand med en ubåd...'

- Vi lavede noget – og jeg kan ikke finde ud af, hvorfor helvede vi ikke opdagede det inden – men det var noget om, at russerne på et tidspunkt har haft en ubåd nede fire kilometer under Nordpolen og plantet et flag. Så siger jeg så, at vi må have lært, at man skal være forsigtig, hvis der kommer en mand med en ubåd, siger Huxi til Politiken.

Noget frygteligt lort
Ifølge ham er problemet med joken, at den placerer skylden for det, der sker, hos den, der kravler ned i ubåden, hvilket han efterfølgende bliver gjort opmærksom på af en dame, der skriver til ham på Facebook.

- Den var jeg sgu ked af. Vi laver en Peter Madsen-reference, som ikke ender hos Peter Madsen, men på den anden side. Da jeg ser programmet søndag aften sammen med min kone, kan jeg godt se det. Min kone siger det også til mig. Og jeg måtte sige, at det var noget frygteligt lort, siger Huxi Bach.

Han vil dog ikke nævne emner, man kategorisk ikke må beskæftige sig med, når man laver komik og satire. Ifølge ham kan man lave grin med alt, hvis blot man gør sig umage og sparker opad.

Satireprogrammet ’Ugen plus det løse’ sendes hver søndag på DR 2.