I kulkælderen: - Det er grufuldt

Komikerne bag Comedy Zoo har nu valgt at åbne comedyklubben - dog med begrænset kapacitet, og det koster dyrt

Comedy Zoo åbner atter for gæster. Foto: Simon Fals
Comedy Zoo åbner atter for gæster. Foto: Simon Fals

En lang række danske brancher blev tidligere i 2020 ramt af en ubehagelig overraskelse, de ikke havde set komme.

Det gjaldt blandt andet comedybranchen, hvor shows måtte aflyses og udskydes på stribe, da coronavirussen kom til Danmark og fik det meste af landet lukket ned.

Coronakrisen har også haft konsekvenser for comedyklubben Comedy Zoo, som - i lighed med andre kulturtilbud - har været nødt til at holde lukket de sidste fem måneder.

Men fra 12. august har komikerne bag Comedy Zoo valgt at åbne igen - dog med begrænset kapacitet, skriver de på Facebook.

Se også: Komiker efter opråb: - Sindssygt stressende

Svær beslutning
Komiker Michael Schøt, der er en af ejerne af Comedy Zoo, fortæller til Ekstra Bladet, at de er glade for igen at kunne åbne, men at de har gjort sig mange svære overvejelser i den forbindelse.

- Det har været en meget svær beslutning, for vi har måttet overveje, om det overhovedet kan betale sig at åbne. For os har det været et regnestykke, der er gået ud på at finde ud af, om vi ville få mindst underskud ved at åbne eller blive ved med at holde lukket, for det giver os et stort underskud uanset hvad, siger han.

- Vi har jo hele tiden gerne villet i gang. Men indtil nu har det været økonomisk uansvarligt. Nu har vi lavet beregninger, og vi har skruet på nogle knapper. Det har betydet, at komikerne, der skal optræde, har været nødt til at gå voldsomt ned i løn, og vi har hævet billetprisen med en 50'er. Det hader vi, for vi synes jo, at billetterne skal være så billige som muligt, men vi var nødt til at gøre noget, hvis vi skulle overleve.

Michael Schøt er optimistisk omkring genåbningen af Comedy Zoo. Foto: Jens Dresling
Michael Schøt er optimistisk omkring genåbningen af Comedy Zoo. Foto: Jens Dresling

Tilbyder gratis arbejde
- Hvordan har komikerne taget imod, at de er nødt til at gå så meget ned i løn?

- Der er 100 procent opbakning, og alle har endda tilbudt at arbejde gratis for at få det hele til at løbe rundt. For vi vil bare så gerne optræde. Det er jo ikke kun et arbejde, det er også en hobby for os. Men det er klart, at de jo også stadig skal kunne betale deres husleje. Så lige nu bliver der givet mindre, og så håber vi, at der snart kommer nye retningslinjer, og at vi må være flere, så der kan blive givet mere i løn, siger han og fortsætter:

- Men lige nu er det vigtigste for os bare at komme ud og optræde igen. Vi er ved at blive idioter af, at vi har været lukket ned så længe. Det er skrækkeligt.

Ifølge Michael Schøt har det været svært for komikerne at se, at større og større dele af samfundet er begyndt at åbne, mens de stadig har været tvunget til at holde lukket hos Comedy Zoo grundet forsamlingsforbuddet.

- Hverdagen er kommet tilbage for mange. Men vi har ikke måttet lave noget som helst. Når vi åbner 17. august, har vi været lukket i seks måneder. Det er grufuldt, og budgettet er helt nede i kulkælderen. Når vi gør regnskabet op, så kommer vi virkelig til at kunne mærke det.

Se også: Frustreret komiker: - Det kan slet ikke køre rundt

Alligevel tror Michael Shøtt på, at Comedy Zoo vil blive ved med at bestå til trods for den hårde økonomiske situation, de står i lige nu.

- Vi har holdt skindet på næsen indtil videre. Under nedlukningen har vi lavet en opfordring til folk om at købe gavekort, og det har folk gjort i stor stil, og vi har kunnet give løn til vores medarbejdere på grund af det, siger han og tilføjer:

- Jeg tror på, at vi kan få det til at køre rundt. Men hvad det kommer til at kræve, og hvor lang tid der går, ved jeg ikke. Vi var jo ved at grave os op af et hul, vi havde været i længe med økonomisk underskud, men så kom corona. Men vi tror på, at det bliver normalt igen. Som komikere er vi heldigvis vant til den her usikkerhed, og vi er optimistiske, siger Michael Schøt og understreger, at man som gæst trygt kan komme i Comedy Zoo, hvor der bliver taget alle mulige forholdsregler for at undgå smitte.