I opråb: - Vil også have stor røv og bryster

Sarah Dohn er træt af, at det er okay at være for tyk, men at det ikke er okay, når man er tynd

Sarah vil gerne have brudt tabuet om at være for tynd. Foto: Linda Johansen
Sarah vil gerne have brudt tabuet om at være for tynd. Foto: Linda Johansen

For 'Paradise'-vinderen Sarah Dohn har den sidste tid været fyldt med tanker omkring vægt og sociale medier.

Hun er nemlig træt af, at det er helt okay at ville bryde et tabu om at være overvægtig, men når det kommer til at være undervægtig, går det ikke rigtig den samme vej.

Det skriver hun på sin Instagram-profil.

'Jeg har i rigtigt lang tid set massere af opslag i form af det med at bryde tabuet om at have en lidt for stor røv, nogle store lår, hængebryster, appelsinhud u name it. Jeg synes det er dejligt at se det bliver gjort til en positiv ting!'

'Men men men, hvad så med sådan en som mig som aldrig i mit 20 årlige liv har kunnet tage på, som i jeg virkelig propper mig med mad i håb om at få lidt på armene, røven eller mine bryster?', lyder det.

Bryde tabuet
Til Ekstra Bladet uddyber den 20-årige realitystjerne sit opslag.

- Det er noget, som jeg har tænkt på at dele i noget tid. Jeg har også talt med min søster om det, fordi det er noget, som vi begge har døjet med siden folkeskolen. Nu synes jeg nemlig, at der har været nok debat om det at være stor. Det er helt fint, man gerne vil bryde det tabu, men hvad så med dem, der er for tynde?, siger hun.

Sarah kan nemlig godt føle sig overset, når det kommer til at gøre et kropsideal almindeligt.

For hende er det overraskende, at dem med former skal hyldes, men at det samme ikke gælder for de tynde.

- Det er noget, der går mig på. Så mange gange skal jeg høre, at jeg skal spise noget mere, og om jeg har en spiseforstyrrelse, hvis jeg ikke spiser noget, når jeg er sammen med venner eller familie.

'Det vil jeg også'
- Men tænker du ikke, at mange vil mene, at det er et luksusproblem at være tynd?

- Det er ikke en dans på roser at være så tynd. Jeg vil da også gerne have en stor røv og bryster, men det kan jeg bare ikke.

Sarah har efter opslaget modtaget over 1000 beskeder fra piger og drenge i alle aldre, der har det præcis på samme måde, som hun selv har.

- De skriver tak for, at jeg åbner op, og jeg begyndte at græde, da jeg læste, at så mange har det på samme måde.

Hun vil derfor gerne tale mere om emnet i fremtiden.

- Jeg skal bare lige finde ud af hvordan. Man skal jo passe på ikke at træde nogen over tæerne.