I retten for vanvidskørsel: Køber endnu hurtigere bil

Kunstneren Kristian von Hornsleth har mandag været i retten for vanvidskørsel

Det går generelt hurtigt i Kristian von Hornsleths liv, fortæller han i klippet her, der er lavet i forbindelse med Kanal 5-programmet 'Over Atlanten'. Familien må se til fra sidelinjen, og det gør ham med egne ord til en 'lortefar'.

Kunstneren Kristian von Hornsleth har mandag været i Retten i Glostrup for vanvidskørsel. Han har ventet på retssagen i to et halvt år og må nu vente yderligere en uge.

Dommen bliver afsagt 11. maj, og det tyder på, at det bliver en ubetinget frakendelse af kørekortet i et år. Det fortæller Kristian von Hornsleth til Ekstra Bladet.

Se og Hør har fået aktindsigt i anklageskriftet, hvor det fremgår, at han har kørt for hurtigt to gange. Første gang var 27. september i 2017. Her blev han taget i at køre 161 kilometer i timen på en strækning, hvor det er tilladt at køre 110 kilometer i timen.

Anden gang, han kørte vanvidskørsel, var 9. januar 2019, hvor politiets fartmåler ikke kunne måle hastigheden. Derfor lyder det, at han har kørt mindst 120 kilometer i timen i starten af Strandvejen i Hellerup, hvor den tilladte fartgrænse er 50 kilometer i timen.

Da Kristian von Hornsleth var for retten tidligere i dag, prøvede han at forklare sig filosofisk, men han måtte hurtigt erkende, at ingen var interesserede i et filosofisk argument fra provokunstneren.

Se også: Hornsleth skal i retten: - Jeg tager min straf som en mand

- De var ikke imponerede inde i retten. De forstod ikke, at nogle mennesker har brug for mere frihed end andre. Nogle lever fint i et Excel-ark, andre gør ikke. Der er ikke noget rummelighed i systemet, der er ikke plads til folk. Vi er jo ikke onde, bare fordi vi kører for hurtigt. Vi har travlt med at ændre verden for jeres skyld og alle de hamsterhjuls-mennesker, der findes, siger Kristian von Hornsleth og tilføjer:

- Man kan ikke vinde over systemet, de fanger dig til sidst. Kunsten er fri, mennesket bliver det aldrig.

Venter på ny bil
Kristian von Hornsleth havde forventet, at han ville få en dom for at have kørt for hurtigt, og tilføjer dertil, at når man bevæger sig i nærheden af et elektrisk hegn, vil man blive fanget.

- Når man operer i de her zoner, der er tæt på systemets grå zoner, så rammer man dem. Systemet har godt af at blive udfordret. De er glade for, at jeg kommer derind, så de kan bruge 10.000 kroner i timen, så kan de sidde der og give hinanden ret, siger Kristian von Hornsleth.

Imens sagen er for retten, venter Kristian von Hornsleth på en ny Porsche Panamera 4S Turbo, der skulle køre hurtigere end den tidligere Porche Panamera. Udsigten til at må køre i den nye bil er dog lang.

Se også: - Jeg var bange for at blive vanvittig

- Jeg går og venter på min nye Panamera, men det bliver nok udsat, måske får jeg først mit kørekort om et år. Den anden bil var en lille Panamera, den her er både hurtigere og større. De siger, at jeg kørte 120 kilometer i timen. Jeg siger, at jeg kørte 90. Værre er det ikke, siger Kristian von Hornsleth.

Selvom Kristian von Hornsleth er irriteret over denne retssag, glæder han sig over, at systemet er langsomt. Det har nemlig betydet, at han har kunnet køre rundt i to et halvt år.