Ikke et ord om bryllupsplaner: Kristian Jensen alene til premiere

Han forsikrer dog, at alt fortsat er godt og lykkeligt mellem ham og kæresten, Pernille Rosendahl

Kristian Jensen måtte traske alene op ad den gyldne premiere-løber. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Kristian Jensen måtte traske alene op ad den gyldne premiere-løber. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Bryllupsplaner er ikke noget, man taler  med pressen om, I hvert fald ikke, hvis man er Kristian Jensen.

Det gjorde han klart da han tirsdag aften ganske alene ankom  til gallapremieren på filmen 'Vores mand i Amerika' med Ulrich Thomsen i hovedrollen og instrueret af Christina Rosendahl, der i øvrigt er søster til hans kæreste, Pernille Rosendahl.

- Pernille kan ikke være her. Hun er på arbejde som censor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, forklarer han og tilføjer: - Jeg håber, at hun dukker op senere.

Parret stod frem som kærester i december sidste år.

Men Kristian Jensens netop afsprittede hænder afslører, at parret ikke har udvekslet hverken forlovelses- eller vielsesringe.

Er der bryllupsplaner i luften?

- Det er ikke noget jeg svarer på her eller taler med jer om, men jeg er meget glad, lyder hans svar.

Til gengæld vil han gerne fortælle om parrets fælles sommer:

- Det har været en god sommer. Vi har holdt ferie både på Kreta og herhjemme. Vi er ved at finde ud af, hvordan vi skal lave vores somre. Det er jo nyt for os begge. Men vi har det godt med hinanden.