Indsamlede 30.000 på ét døgn

Takket være donationer fra hendes mange følgere, har Kira Eggers reddet en mexicansk gadehund fra den visse død

Se hvordan det gik, da Kira Eggers afprøvede vinterbadning.

Det er ingen hemmelighed, at bloggeren Kira Eggers er glad for hunde. Derfor gjorde det også ekstra ondt på hende, da hun for nylig var vidne til, at en af dem blev pløjet ned af en scooter i Mexico.

- Jeg havde netop betalt en dyrlægeregning for en anden hund, da jeg ser den blive kørt over. Faktisk knækker benet helt af, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Der, hvor jeg kommer i Mexico, er det meget styret af en tribe (stamme red.), der hedder mayaerne, og de har ikke rigtig det samme forhold til dyr, som du og jeg har. Hvis vi ser en hund, der lider på gaden, er der meget stor chance for, at vi ville gribe ind, men de har ikke helt det samme forhold til det, og de har i øvrigt heller ikke pengene til det.

Her ses hunden, som fik Kira Eggers hjerte til at smelte. Privatfoto
Her ses hunden, som fik Kira Eggers hjerte til at smelte. Privatfoto

Online opråb
Økonomiske midler var heldigvis ikke et problem for Kira Eggers, der straks bad sine mange følgere om hjælp til at dække hundens dyrlægeudgifter.

- Før der var gået 24 timer, havde jeg samlet 30.000 kroner ind, fortæller hun.

- Folk har været så søde til at støtte op.

Kira Eggers skulle kun bruge 8000 kroner til at hjælpe hunden, så resten af pengene har hun doneret til en dyrevelfærdsorganisation.

- Det, organisationen gør, er, at de tilbyder alle de lokale, som er fattige, at de kan komme med deres kæledyr og få dem steriliseret og kastreret. De skal bare stille sig op i kø, fortæller hun og uddyber:

- Det er det, der hedder direct action. Der er ikke en mellemmand, der er ikke administration, der er ingenting. Pengene går konkret til at få dyr af gaden, som lider en forfærdelig skæbne. Alle ved, at gadehunde kun tænker på det næste måltid. De har jo ikke et liv, og hvis de bliver kørt over, er der sgu ikke nogen, der hjælper dem.

I dag har den uheldige gadehund det heldigvis meget bedre. Privatfoto
I dag har den uheldige gadehund det heldigvis meget bedre. Privatfoto

Til januar regner Kira Eggers med, at hun kan få lov at tage hunden med til Danmark. Den bliver boende hos hende, indtil den er klar til at få sig et nyt hjem hos en familie, der passer til ham.

Kira Eggers vil finde hunden et nyt hjem i samarbejde med dyreværnsorganisationen OASA.