Irina afslører usædvanlig bryllupsrejse

Det nygifte par har valgt at tage til Jylland

Irina Olsen får 'angst' af lange flyveture, hvorfor bryllupsrejsen afholdes her i Danmark. Foto: Olivia Loftlund
Irina Olsen får 'angst' af lange flyveture, hvorfor bryllupsrejsen afholdes her i Danmark. Foto: Olivia Loftlund

Blogger og tidligere realitystjerne Irina Olsen og hendes mand, dj’en Faustix, der egentlig hedder Morten Olsen, har ikke haft tid til at tage på bryllupsrejse, efter de i september blev gift ved et stort anlagt bryllup.

Parret har alt for travlt med deres respektive karrierer, der er blevet prioriteret over bryllupsrejsen, fortalte Irina Olsen, da parret kom forbi på den røde løber i anledning af 'Danish Music Awards'.

- Vi har ikke tid lige nu. Jeg har lige lanceret min nye makeup-linje, og Morten spiller hver weekend. Vores karrierer er også vigtige, fortalte 32-årige Irina Olsen, der havde ladet parrets datter, Alessia, blive hjemme.

Se også: Anden gang lykkedes det: Realitybabe gift med dansk dj

Men selvom der er travlt for tiden, skal parret nok komme afsted. Stedet er allerede planlagt, og det bliver inden for kongerigets grænser, da lange flyveture 'tricker' Irinas angst.

- Jeg får angst af at flyve langt, så vi tager til Vejle. De har gode spahoteller, der er havudsigt, og det er en flot by. Det er det danske Ibiza, fortalte Irina Olsen om valget.

Irina Olsen med sin kæreste Morten ved 'Danish Music Awards'. Foto: Jonas Olufson
Irina Olsen med sin kæreste Morten ved 'Danish Music Awards'. Foto: Jonas Olufson

Vilde dyr
Morten Olsen, der som dj ernærer sig ved at spille over hele verden, har også brugt godt op af sin flyvekvote, og derfor passer valget af den østjyske by ham glimrende, forklarede han.

- Jeg har hørt, at der er vilde dyr i Vejle. Det passer mig fint ikke at skulle flyve langt væk. Jeg har lige fået aflyst et spillejob i Ecuador, fordi der er borgerkrig, så det kan passende være den weekend, fortalte han.

Se også: Hudløst ærligt billede: - Sådan er kvindekroppen

Selvom Irina Olsen får 'angst' af at flyve langt, så har parret allerede booket en sommerferietur til Tyrkiet til sommer.

- Jeg synes ikke, at det er sjovt at flyve, men Tyrkiet går lige. Det er mere ture til Bali og Thailand, der bliver for meget, lød det fra Irina Olsen.

Det nygifte par skal da også lige vænne sig til at være blevet ægtefolk. På den røde løber kom Morten til at kalde Irina for 'kæreste'.

- Det er lidt svært at vænne sig til, men det er skønt at være gift, lød det med et stort smil fra Irina Olsen, inden parret gik ind for at fejre dansk musik.