Janus Friis: Kontrollen er stadig min

Milliardæren fortsætter krigen mod ekskæresten Aura

Janus Friis fastholder, at han kontrollerer Auras firmaer. (Arkivfoto: Douglas C. Pizac/AP).
Janus Friis fastholder, at han kontrollerer Auras firmaer. (Arkivfoto: Douglas C. Pizac/AP).

Krigen mellem Aura Dione og Skype-milliardæren Janus Friis fortsætter for uformindsket styrke.

Selv om Aura Dione forrige tirsdag afholdt en ekstraordinær generalforsamling i sit firma og indsatte sig selv som direktør, nægter hendes ekskæreste at anerkende, at han har mistet kontrollen over hendes firma.

Fra sit ukendte opholdssted giver Janus Friis via sin pr-agent, Pernille Garde Abildgaard, besked om, at det stadig er hans fond, der kontrollerer No Hustlers Inc. Holding ApS.

'No Hustlers Inc. Holding ApS har stadig advokat Claes Balle som direktør og Lismore har stadig kontrol over selskabet via sit pant. Hvis der måtte komme en tvist omkring dette, så vil de rette instanser tage stilling og man vil afvente afgørelsen', skriver pr-agenten i en mail til Ekstra Bladet.

Se også: Krigen optrappes: Janus lukker for pengestrømmen

Ikke lovlig Forrige tirsdag blev det ellers på en ekstraordinær generalforsamling besluttet at smide Claes Hahn Balle på porten og lade Aura genindtræde som direktør.

Men det anerkendes ikke af Janus Friis.

Balladen om Aura og hendes ekskæreste fortsætter. (Arkivfoto: Rex/All Over).
Balladen om Aura og hendes ekskæreste fortsætter. (Arkivfoto: Rex/All Over).
 

- Den generalforsamling er ikke lovligt indkaldt, fordi Lismore har kontrollen over selskabet. Lismore har pant i firmaet, og panthaverne bestemmer over anparterne, siger hun.

Se også: Endnu en sag: Aura stævnet for bedrageri

Det er Auras advokat, Bjarke Vejby, lodret uenig i.

- Beslutningen på generalforsamlingen i sidste uge står ved magt. Kontrollen over Auras selskab er naturligvis hos Aura, som er direktør, siger han til Ekstra Bladet.

Om Janus Friis kan påkalde sig ret til at bestemme over et firma, som han ligger i strid med i Københavns Byret, er dog tvivlsomt.

Janus Friis' argument er, at han ikke først behøver at have rettens ord for, at hans krav om 15 millioner kroner er korrekt. Endnu er sagen ikke berammet.

Se også: Janus gør krav på lejlighed, han ikke ejer

I sagskomplekset indgår desuden en tvist om, hvorvidt Auras underskrifter på lånedokumenter er ægte, og om hun overhovedet vidste, hvad hun skrev under på.

- Det er et overraskende synspunkt, at man sætter spørgsmålstegn ved underskrifterne.

Det ligner et mediestunt, siger Janus Friis' pr-agent.

Se også: Afsløring: Skype-milliardær kan ruinere Aura Dione

Hun slår samtidig fast, at Janus Friis ikke forsøger at genere Aura ved at forhindre hende i at udgive sin nye plade.

- Det er en grov forvrængning at fremstille det sådan, siger hun.

Janus Friis har ikke selv ønsket at stille op til et interview med Ekstra Bladet om den celebre sag.