Jesper Skibby: Jeg udelukker ikke mere reality

Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby afviser ikke at deltage i flere reality-programmer

Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby er langt fra færdig med at underholde danskerne på TV-skærmen. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby er langt fra færdig med at underholde danskerne på TV-skærmen. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Tidligere kunne vi se ham i cykelsadlen som en af Danmarks bedste cykelryttere.

Nu ser vi ham i underholdningsprogrammer som 'Vild Med Dans' og senest realityprogrammet 'Jeg er en celebrity - Få mig væk herfra!', hvor han var en af ti kendte danskere, der blev sendt til den sydafrikanske jungle for at kæmpe om 250.000 kroner i TV3's reality-program tidligere på året.

Reality-programmer bliver tit forbundet med en vis portion fordomme, men Jesper Skibby er ikke ked af sin deltagelse, selvom han ikke vandt programmet.

- Jeg fortryder det overhovedet ikke. Det var en fed oplevelse med en nogle rigtig fede mennesker, siger den tidligere cykelrytter, der samtidig undrer sig over den skepsis, der er, ved reality-tv.

- Det er underligt, at vi i Danmark absolut skal dele tingene op i, hvad der er reality, og hvad der er underholdning. Jeg synes, mange af tingene flyder over hinanden, siger han.

Afviser ikke mere reality
Den tidligere cykelrytter er da heller ikke afvisende over for, at vi kan vi få ham at se i flere reality-programmer.

- Jeg ville bestemt ikke sige nej til at deltage i et tilsvarende program. Overhovedet ikke. Hvis konceptet er rigtigt, som jeg synes, det var i junglen, så ville jeg gerne, siger han.

Selvom han ikke er afvisende over for mere reality-tv, så får piben en anden lyd, når det drejer sig om endnu en omgang af 'Vild Med Dans'.

- Det gider jeg ikke igen, siger Jesper Skibby.

- Jeg er simpelthen tonedøv, og det ville være frygtelig synd for hende, jeg skulle danse med, griner han.

Jesper Skibby afviser mere Vild Med Dans, men er positiv for idéen om andre underholdningsprogrammer eller reality-programmer. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Jesper Skibby afviser mere Vild Med Dans, men er positiv for idéen om andre underholdningsprogrammer eller reality-programmer. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
 

Holdkaptajn i nyt sportsprogram
Jesper Skibby er i øjeblikket travlt optaget af optagelserne til et nyt underholdningsprogram på Kanal 5, der bliver vist til efteråret.

I programmet, der hedder '5. HALVLEG', bliver deltagerne, som består af nogle af Danmarks største sportsstjerner gennem tiderne og en række af landets bedste komikere, udfordret i en sportsquiz krydret med en række forskellige sportsdiscipliner.

Selvom Jesper Skibby - ifølge sig selv - er dårlig til alle sportsgrene pånær cykling, så er han alligevel udvalgt til holdkaptajn på det ene hold.

- Jeg har prøvet alle sportsgrene, men jeg har bare været pissedårlig til alle sammen. Cykling var ligesom det sidste, jeg prøvede, og så gik det sku' egentlig meget godt, siger Jesper Skibby og fortæller, at det altid var ham, der stod tilbage i skolegården, når der skulle vælges hold til fodbold:

- Jeg blev altid valgt til målmand, fordi jeg var sidste mand. Værsgo, så kunne jeg bare stå der og få bolden i hovedet, griner han.

Jesper Skibby har brugt sommerferien på at lade op til sportsprogrammet, der blandt andet sender ham ude i atletik-disciplinen trespring.

- Jeg var øm i kroppen i en uge bagefter. Jeg var fuldkommen smadret, men det var skidesjovt, fortæller han.

Holdkaptajn Jesper Skibby (midten) side om side med meddeltagere Nicolaj Kopernikus (venstre) og Uffe Holm (højre) i Kanal 5's nye program '5. HALVLEG'. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Holdkaptajn Jesper Skibby (midten) side om side med meddeltagere Nicolaj Kopernikus (venstre) og Uffe Holm (højre) i Kanal 5's nye program '5. HALVLEG'. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)