Jim Lyngvild: - Det er voldsomt

Jim Lyngvilds virksomhed er under ekstra opsyn i kølvandet på udbredningen af coronavirus

Jim Lyngvilds virksomhed Raunsborg er kommet under politibeskyttelse. Privatfoto
Jim Lyngvilds virksomhed Raunsborg er kommet under politibeskyttelse. Privatfoto

OPDATERET: Direktør i KiiltoClean, Bo Eriksen, har fredag formiddag korrigeret sin tidligere udtalelse til norske NRK og understreger, at firmaet ikke er under decideret politibeskyttelse, men at politiet rigtig nok patruljerer lidt ekstra i området for at forebygge indbrud og tyveri.

Den danske virksomhed KiiltoClean, der har hovedkontor i Assens og producerer håndsprit, kan den næste tid regne med at få oftere besøg af politiet. Det sker for at beskytte produktionen, efter at efterspørgslen på håndsprit er steget helt enormt efter udbredelsen af coronavirus.

Det fortæller direktør Bo Eriksen til NRK og Fyens.dk.

Den beslutning har fået konsekvenser for designer og modeekspert Jim Lyngvilds hudplejevirksomhed, Raunsborg, som ligger i samme bygning som KiiltoClean.

- Min virksomhed er kommet under opsyn, fordi det ligger i samme bygning som Kiilto. Det er ikke, fordi man regner med, at der løber frådende zombier ind, men sprit er noget af det vigtigste i forhold til hospitalerne og hygiejnen lige nu, og hvis ikke der er sprit, er vi ekstremt udsatte, så derfor bliver der taget de her forholdsregler, siger Jim Lyngvild til Ekstra Bladet.

Se også: Dansk kunstner i vild handel

Han har som konsekvens af udbredelsen af coronavirus valgt at sende alle sine ansatte hjem, så de ikke risikerer at komme i kontakt med medarbejderne på KiiltoClean.

- Vi tør simpelthen ikke andet. Jeg vil ikke risikere, at en af mine medarbejdere smitter en af de personer, der producerer de her altafgørende midler til sygehusvæsenet, som jeg er virkelig stolte af. De gør et utrætteligt stykke arbejde. Så derfor har vi taget vores forholdsregler, siger han og fortsætter:

- Mine medarbejdere har taget det helt fantatisk. Jeg ser det mange steder, og jeg synes, at danskerne er fantastiske, og de tager det rigtig godt. Folk tager hensyn, og jeg synes, at folk er gode til at undgå navlepilleri. Det er rigtigt, at der er folk, der har hamstret, men det vil udligne sig selv de næste dage, når situationen er normaliseret, og jeg forstår godt, at folk kan gå i panik.

Jim Lyngvild tænker især på dem, der er særligt udsatte i denne tid, hvor coronavirus er allestedsnærværende. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Jim Lyngvild tænker især på dem, der er særligt udsatte i denne tid, hvor coronavirus er allestedsnærværende. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 

- Hvordan har du det med, at din virksomhed er kommet under opsyn?

- Det er voldsomt. Men jeg forstår det godt, for håndhygiejne er vigtigt, og hvis vi ikke kan få fat i de her ting, så bliver der problemer, siger han og fortsætter:

- Alt er jo specielt i denne her situation, men jeg vælger at se positivt på det og tænke, at jeg er virkelig heldig, for jeg er et ungt menneske, og jeg er ikke i risikogruppen. Hvis mine ansatte kan sætte de 'livsnødvendige' folk i fare, så skal de ikke være der. Den er ikke længere, siger han.

Se også: Legendarisk DR-program vender tilbage

Bliver dyrt
Ifølge Jim Lyngvild kan det blive en dyr omgang, at han har valgt at holde sin virksomhed lukket, men det tager han med ophøjet ro.

- Det kan blive voldsomt dyrt, især hvis Matas og andre butikker lige pludselig skal lukke ned, men det må vi tage på det tidspunkt. Jeg kan ikke tage mig af økonomisk tab i denne her situation. Lige nu handler det om menneskeliv. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at koste, men jeg er også fløjtende ligeglad, siger han.

For Jim Lyngvild er tiden, vi står i nu, svær, men han tænker især på de mennesker, der er i risikogruppen i forhold til at blive rigtig syge af coronavirus.

Se også: Dansk tv-kendis lagt for had: - Jeg er så ked af det

- Det er sindssygt svært, for man skal virkelig overveje sine ord, for alle ens trivielle problemer står ikke mål med de mennesker, der står til at kunne miste livet af det her. Alt, hvad der hedder økonomisk tab, må træde i anden række. Men jeg er nervøs. For hvad er det næste, der sker?, siger han og fortsætter:

- Lige nu kan man ikke få sprit, hvilket jo er helt sindssygt. Når folk har sprittet hænder i 14 dage, så bliver hænderne helt tørre. Det næste, der kommer efterspørgsel på, er håndcreme, som jeg jo producerer. Jeg forudser, at vi ikke kan følge med, da vi producerer varer via samme produktions-faciliteter, som Kiilto laver håndhygiejnen, men så lever jeg fint med det. Sygehusvæsenet har lige nu absolut førsteprioritet, siger han videre.

Normalt bliver der lavet 60.000 liter håndsprit om ugen hos KiiltoClean, men det er blevet mere end firedoblet under udbruddet af coronavirus.

KiiltoClean producerer i døgndrift for at holde trit med efterspørgslen. Virksomheden står blandt andet bag mærket Antibac og leverer til sundhedssektoren i de skandinaviske lande.