Jørgen Leth er tilbage: Vælter sig i tilbud

Det var en frisk og veloplagt Jørgen Leth, Ekstra Bladet mødte onsdag aften

Det var en smilende Jørgen Leth, der onsdag aften mødte op på den røde løber. Foto: Mogens Flindt
Det var en smilende Jørgen Leth, der onsdag aften mødte op på den røde løber. Foto: Mogens Flindt

For nogle uger siden landede 81-årige Jørgen Leth i Københavns Lufthavn, og her var det et noget overraskende syn, der mødte de rejsende.

Den folkekære Tour de France-kommentator, filmmand og journalist sad nemlig i kørestol og ventede på sin kuffert ved bagagebåndet, fordi han efter eget udsagn 'ikke var så godt gående'.

Men da han onsdag aften troppede op på den røde løber i forbindelse med gallapremieren på filmen 'Danmarks sønner' i Imperial i indre København, var han tilbage på benene igen.

Jørgen Leth, som cykel-entusiaster kender ham. Selv om han er færdig på TV2, så har han fået andre Tour-tilbud. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix Cykling - 5. apr. 2019 - kl. 06:19 Leth om Tour-comeback: - Jeg har andre muligheder

Han støttede sig dog op ad sin datter, Karoline, som han havde medbragt til premieren.

- Jeg har det fint, sagde han indledende, da Ekstra Bladet spurgte ind til, hvordan det gik med hans helbred.

- Jeg bliver støttet af min datter. Jeg er meget mere ovenpå. Jeg er klar. Jeg har masser af arbejde. Jeg laver film, og jeg laver alt muligt. Jeg har masser at lave. Der kommer en ny film i år. Det er en stor dokumentarfilm, som hedder 'Jeg går' - 'I walk'. Apropos, sagde han med et grin til den fremmødte presse.

Jørgen Leth i kørestol for et par uger siden. Foto: Ekstra Bladet
Jørgen Leth i kørestol for et par uger siden. Foto: Ekstra Bladet

Tager det i stiv arm
Torsdag i sidste uge kom det frem, at Jørgen Leth ikke er med som kommentator for TV2 under næste års Tour de France.

Den garvede kommentator har nemlig afvist et tilbud fra TV2 om en rolle i studiet i Odense i stedet for at være med under selve Touren. En opgave, der sidste år blev begrænset til en campingstol i en pavillon i målområdets tekniske zone, da Leth på grund af sin besværede fysik ikke kunne være med i kommentatorboksen.

Da han onsdag aften mødte op på den røde løber i Imperial, var han dog ved godt mod og afklaret med, at han ikke længere skal være en del af holdet på TV2.

Samtidig løftede han sløret for, at der er gode chancer for, at han igen er at finde, når Tour de France løber over skærmen til sommer - dog på en anden kanal eller platform.

Se også: Jørgen Leth i kørestol

- Det (afskeden med TV2, red.) har jeg taget i stiv arm. Jeg har det fint med situationen. Der er mange, der vil snakke med mig. Det kunne tænkes, at jeg kommer tilbage i et andet regi. Der er flere konkrete, der har taget kontakt til mig. Jeg kan ikke sige mere om det, sagde Jørgen Leth hemmelighedsfuldt.

Jørgen Leth på den røde løber med sin datter. Foto: Mogens Flindt
Jørgen Leth på den røde løber med sin datter. Foto: Mogens Flindt
 

- Hvordan har du det med alt den opbakning, du har fået fra danskerne?

- Jeg er enormt glad for den opbakning, jeg har fået. Den betyder meget. Den rører mig faktisk, sagde Jørgen Leth og fortsatte med at fortælle om sine planer for sommeren:

- Jeg skal vel ned til Tour de France også. Det får vi at se. Jeg har også en ny bog på vej inden første maj. Det er en digtsamling. Den kommer hos Gyldendal i april, sagde han.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere