Jubler: - Det er en kæmpe ære

For Michael Olesen er det en stor ære at få lov til at danse med Hilda Heick

Hilda Heick og Michael Olesen skal give den gas på dansegulvet, når 'Vild med dans' får premiere i oktober. Foto: Mogens Flindt
Hilda Heick og Michael Olesen skal give den gas på dansegulvet, når 'Vild med dans' får premiere i oktober. Foto: Mogens Flindt

Når 'Vild med dans' 2. oktober vender tilbage til skærmen, bliver det med den 74-årige sangerinde Hilda Heick som alderspræsident.

Men hendes alder skræmmer ikke hendes partner, den rutinerede 'Vild med dans'-stjerne Michael Olesen på 38 år.

- Der er mange tekniske ting, vi skal arbejde på. Men danseglæden er det vigtigste. Danseglæden skal bare i fokus, og så prøver vi at se, hvor meget vi kan putte på af teknik, og det er tydeligt, at Hilda elsker at danse. Det er et godt udgangspunkt, siger Michael Olesen, da Ekstra Bladet møder ham og Hilda Heick til pressemøde forud for 'Vild med dans'.

Se også: Overraskende comeback: Derfor trak hun stikket

- Jeg synes jo, det er så sejt, at Hilda har sagt ja til at være med. Jeg tror virkelig, alle derude glæder sig til at se Hilda Heick på dansegulvet. Det bliver kæmpestort, siger han og lægger ikke skjul på, at det for ham er en stor ære at skulle danse sammen med hele Danmarks Hilda Heick.

- Det er en kæmpe ære. Hilda hader, når jeg siger det. Men det er en kæmpe ære at få lov at danse med Hilda. Især når man så har læst, at Hilda elsker at danse og faktisk gerne har villet det, men at Keld (Heick, Hildas mand, red.) ikke har lyst. At jeg så også er den, der får lov at introducere danseverdenen  for Hilda, synes jeg er mega fedt, siger han med et smil.

Hilda Heick og Michael Olesen glæder sig til at give den gas i 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt
Hilda Heick og Michael Olesen glæder sig til at give den gas i 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt

'Meget at tænke på'
Hilda Heick og Michael Olesen har allerede været i træningslokalet første gang, og det satte i den grad Hilda Heick på prøve.

- Det gik da ok. Men der er mange ting at tænke på, og jeg lignede, jeg ved ikke hvad, da jeg tog hjem, for jeg svedte så vanvittigt. Så da jeg kom ind ad døren sagde Keld: 'Hold da op. Sikke da du ser ud'. Håret var helt vådt, siger hun med et grin og fortsætter:

- Men jeg synes, det er så sjovt. Jeg tager det med et godt humør, og det håber jeg, at Michael også kan. Han har fået en udfordring med mig, men jeg synes, det er sjovt, og jeg vil gøre mit bedste.

Se også: Seerne raser: - Jeg kendte hende heller ikke

Hilda Heick er overbevist om, at hun vil komme til at lave fejl under sin deltagelse i 'Vild med dans', men hun håber, at Michael Olesen og seerne vil kunne se igennem fingrene med det.

- Jeg er jo ligesom en mormor. Man holder meget af hende, og så kan man bære over med hende, når hun er gammel og senil og glemmer trin, griner hun og fortæller videre, at hun er glad for, at det netop er Michael Olesen, hun skal danse med:

- Jeg føler, at jeg er i fuldkommen kontakt med ham, og jeg er allerede meget glad for ham.

Derfor sagde jeg ja

- Hvorfor har du valgt at sigte ja tak til at deltage i 'Vild med dans'?

- Jeg er blevet spurgt flere gange, men jeg sagde nej tak. Men denne gang tænkte jeg, at skal jeg nå det, så er det nu. Jeg er jo snart 75. Det er jo ikke sikkert, jeg bliver ved med at have helbredet til det. Det er jeg ikke alene om at bestemme. Så nu var det nu.

Hilda Heick ser frem til at stå på scenen, men er også nervøs forud for premieren 2. oktober.

- Jeg er nervøs, og jeg får virkelig ondt i maven første gang. Og jeg var så rystende nervøs, da jeg forleden stod ude bag døren og skulle ind og se, hvem der var min partner. Det var næsten som at gå til eksamen. Hvem står der? Jeg blev glad, da jeg så, at det var Michael, siger hun og tilføjer:

- Jeg kan jo kun sige, at jeg vil gøre mit bedste. Jeg synes, det ville være så ærgerligt og så synd for Michael, hvis jeg ryger ud gang nummer to. Jeg ville være så knust. Det vil jeg kæmpe for ikke sker. Der er måske nogen, der synes, at jeg er en gammel, skør madamme. Det kan være, at folk tænker, jeg er helt tosset, men jeg vil gøre mit bedste.