Jubler over familieforøgelse

Mormor for første gang - En lille baby dukker op til september, og det har fået gang i strikkepindene

Rosa Kildahl er i fuld gang med at strikke babytøj til sit kommende barnebarn. Foto: Mogens Flindt
Rosa Kildahl er i fuld gang med at strikke babytøj til sit kommende barnebarn. Foto: Mogens Flindt

Mens de fleste glæder sig over, at sommeren nu står for døren, så ser Rosa Kildahl - der blev danmarksberømt efter sin medvirken i 'Den store bagedyst' -frem  til efteråret. 

I starten af september bliver hun nemlig mormor for første gang.

-Du kan tro, at jeg allerede har haft  gang i strikkepindene, siger 63-årige Rosa, der ikke ved, om hendes datter venter en dreng eller en pige.

- Så det bliver en overraskelse - ligesom i gamle dage.

Styr på bleerne
I forvejen er Rosa farmor til tre, så det der med at skulle hjælpe med at passe og skifte bleer har hun helt styr på.

- Det kan jeg klare med venstre hånd,  siger hun og fortæller, at hun og gemalen, Carsten,  har tilbragt de seneste to en halv måned i parrets sommerhus. Herfra har hun passet sit arbejde under coronanedlukningen af af Danmark.

- Jeg føler lidt, at vi har taget forskud på sommerglæderne ved at have haft vores base der, og så har det ikke gjort mig noget at koge lidt ned. Jeg har  - godt nok på en trist baggrund - oplevet den sidste tid som en tiltrængt pause.