Kandis-Johnny blev taget på sengen

Modtagelsen af en ny vinyl-udgave af det seneste Kandis-album har overrasket Johnny Hansen

Den klassiske grammofonplade er stadigvæk ikke gået over sidste salgsdato. Foto: Ole Frederiksen/POLFOTO
Den klassiske grammofonplade er stadigvæk ikke gået over sidste salgsdato. Foto: Ole Frederiksen/POLFOTO

2020 er startet godt for Johnny Hansen og resten af drengene i Danmarks mest populære danseorkester, Kandis.

Gruppens fans har længe efterspurgt vinyludgaver af deres albums, og det valgte orkestret at honorere, da de udgav 'Kandis 19' tilbage i november sidste år.

Sangene kunne nu også erhverves på grammofonplade, og salget er gået over al forventing.

- Det er gået så godt, at vi skal lave et album igen nu her, fortæller Johnny Hansen.

- Pladeselskabet har spurgt om ikke, vi kan lave en plade mere, så det skal vi i gang med. Vi skal skrive nogle sange her i februar, og så tror jeg, vi indspiller allerede i april. Det bliver så en 'Kandis 20'.

Kandis-drengene mødte talstærkt op til Dansktop Prisen 2019. Foto: Ernst van Norde
Kandis-drengene mødte talstærkt op til Dansktop Prisen 2019. Foto: Ernst van Norde

Den store efterspørgsel på vinyl har taget Johnny Hansen på sengen, men han vidste godt, at der var flere fans, der gjorde meget ud af deres vinylsamlinger.

- Det er jo dejligt, at de stadigvæk gerne vil have det stående hjemme i samlingen, siger han.

- Der er mange af vores publikummer, som har samlet gennem alle de her 31 år, der efterhånden er gået.

Se også: Ny titel til Kandis-Johnny: - Det er helt fantastisk

Tvang pladeselskabet
Selvom 'Kandis 19' var den første plade længe, som bandet udgav på LP, har formatet en helt speciel plads i Johnny Hansens hjerte.

- Da vi startede i sin tid, var det lige i overgangen fra vinylplader til cd'er. Jeg kan huske, vi tvang vores pladeselskab til også at udsende de første par stykker på vinylplade. Jeg kunne så godt lide de der store, gamle kufferter, fortæller han.

De seneste års dalene salgstal i musikbranchen har selvfølgelig også ramt Kandis, der på trods af det populære vinyl-tiltag er langt fra de salgstal, orkestret kunne mønstrer i deres storhedstid i 90'erne. Det tager Johnny Hansen dog ikke så tungt.

- Til gengæld er der mange af vores publikummer, der følger med over på streaming, og det er jo faktisk rigtig godt, for det er jo vejen fremad, konkluderer han.

Se også: Kandis-Johnny om konens selvmord: Et sår som aldrig heler

Mest læste i flash!
Hent flere