Karsten Ree klapper kassen i: Ugebladet Tæt På lukker

Ugebladet Tæt På har i lang tid givet underskud, og nu vil rigmanden ikke kaste flere penge i projektet

Ugebladet Tæt På lukker. Foto: Anthon Unger
Ugebladet Tæt På lukker. Foto: Anthon Unger

Karsten Ree er færdig med at poste penge i ugebladet Tæt På.

Kassen er klappet i, efter at bladet uge efter uge har kostet ham penge, og i dag udkommer Tæt På for sidste gang.

Karsten Ree Holding har ejet 51 procent af aktierne i ugebladet, mens ansvarshavende direktør, Erling Tind Larsen, chefredaktør Per Kuskner, redaktionschef Peter Bugge og nyhedschef Nikolaj Vraa har ejet de sidste 49 procent.

- Det er ingen hemmelighed, at bladet har givet underskud længe. Og selv en mand med dybe lommer får på et tidspunkt nok af at tabe penge, siger Erling Tind Larsen til Ekstra Bladet.

Se også: Karsten Ree skyder millioner i nyt dansk ugeblad

Gennem den seneste tid har de fire medejere af Tæt På forsøgt at redde bladet.

- Vi har forsøgt at sælge os selv til alle mulige. Vi har til det sidste håbet på at kunne finde nogen, der ville overtage forpligtelserne fra Karsten Ree Holding, men det er ikke lykkedes, siger Erling Tind Larsen.

Han fortæller, at Karsten Rees tålmodighed har rakt sig langt i forhold til bladet, der udkom første gang i november 2016.

- Vi synes selv, at vi har lavet et rigtig godt ugeblad. Vi har bare hele tiden ligget lidt under det forventede i salget, siger Erling Tind Larsen, der regner med, at Tæt På lukker med et samlet underskud på omkring 18 millioner kroner.

- Ud af sidste års regnskab kan man læse, at vi havde et underskud på 14 millioner, og så er vi jo fortsat med at udkomme efter det. Så mit bud er, at vi går ud med et samlet underskud på 18 millioner kroner, siger han.

Se også: Så er der krig: Ugeblad sænker prisen

Det er ifølge Tæt På-direktøren Karsten Ree, der kommer til at betale hele gildet, mens de fire medejere ikke rammes økonomisk af lukningen.

- Bladfabrikken, som firmaet bag bladet hedder, har en kassekredit - eller et lån om man vil - hos Karsten Ree Holding. Det betyder, at det er hans selskab, der hæfter for det hele, siger Erling Tind Larsen, der sammen med de tre andre ejere og to journalister skal se sig om efter et nyt job.

- Ja, det er en trist dag. Men vi er afklarede, for det kommer ikke som et chok for os. Men det er ærgerligt, at der nu er seks dygtige mennesker, der mangler et job, siger han og kommer med lidt af en cliffhanger.

- Men vi udkommer i dag for sidste gang. Det er med et brag af en historie. Vi afslører, at prins Nikolai har fået en kæreste, og vi har billeder og det hele. Så vi slutter med et brag, og det er en god fornemmelse - trods alt.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra Karsten Ree.

 

Mest læste i flash!
Hent flere