Keld og Hilda: Der er ikke så meget svingen omkring mere

Keld og Hilda Heick har nået en alder, hvor nytårsaften ikke længere behøver være en abefest

Dronningens nytårstale er aftenens højdepunkt for Keld og Hilda Heick. Foto: Mogens Flindt
Dronningens nytårstale er aftenens højdepunkt for Keld og Hilda Heick. Foto: Mogens Flindt

Nytårsaften er for de fleste danskere synonym med skrig, skrål, fest og farver, men når man som Keld og Hilda Heick har passeret de 70, begynder fornuften at tage over.

- Der er ikke så meget svingen omkring med dans og sådan noget mere. Vi er jo blevet nogle halvgamle mennesker allesammen. For ikke at sige helgamle. Så det er mest bare hygge og snak om året, der er gået, og hvordan det går med helbredet, fortæller Hilda Heick til Ekstra Bladet.

- Vi bliver kun syv. Det er jo nogen, der falder fra efterhånden. Det er ikke som i gamle dage, hvor huset ligner et væltet cirkus næste dag.

Se også: Annette Heick indrømmer: - Faktisk er jeg en lidt tarvelig mor

Hjælpes ad
31. december byder ikke på de store overraskelser for det danske kendispar, der fejrer årets afslutning med et fast hold venner hver gang.

- Vi hjælpes ad med de ting, der er. Jeg laver hovedretten i år, og en kommer med desserten og en anden med forretten. Så hygger vi, spiser god mad og snakker, fortæller Hilda Heick.

- Vi mødes selvfølgelig før dronningens nytårstale, så vi kan nå at være på plads. Man skal jo opleve dronningens nytårstale. Det er et must.

På spørgsmålet om, hvorvidt de åbner champagnen til talen eller venter til midnat, er Hilda Heick klar i mæglet:

- Vi åbner champagnen til dronningens nytårstale, og så har vi en anden flaske til klokken 24.00.

Se også: DR har fundet Keld Heicks efterfølger

Taxaen bestemmer
Majestætens dom over året, der gik, er imidlertid ikke den eneste højdepunkt, familien Heick ser frem til.

- Så synger vi selvfølgelig også med på 'Kong Christian' og 'Der er et yndigt land'. Bagefter ringer vi til vores forskellige børn og allerkæreste og siger godt nytår. Så ved vi, at de unge fester videre, og vi sætter os ned og spiser søde sager og franske kartofler, siger Hilda Heick, før hun med et grin tilføjer:

- Så når man jo til tidspunktet, hvor man skal bestille en taxa, og det er rent umuligt. Så det er faktisk taxaen, der bestemmer, hvor lang tid festen trækker ud.

Se også: Annette Heick smitter børnene

Mest læste i flash!