Kendis-designer raser over politiet

Københavns Politi nægtede ifølge Lasse Spangenberg at rykke ud til et indbrud i hans kjolebutik

Politiet nægtede at køre ud til Lasse Spangenbergs butik, da der havde været indbrud. Begrundelsen var, at der var tale om erhverv. Foto: TV3
Politiet nægtede at køre ud til Lasse Spangenbergs butik, da der havde været indbrud. Begrundelsen var, at der var tale om erhverv. Foto: TV3

Artiklen er opdateret med svar fra Københavns Politi.

Forrige weekend brød ukendte gerningsmænd ind i kjoledesigner Lasse Spangenbergs butik på Strøget i København, hvor de ifølge ham stjal varer og kontanter for over 100.000 kroner.

Halvanden uge senere er designeren stadig vred og rystet - ikke mindst over måden, hvorpå Københavns Politi tacklede hans anmeldelse af indbruddet.

Se også: Kendis-designer raser: Det er så grænseoverskridende!

Natten til 26. august modtog Lasse Spangenberg et alarmkald, der informerede ham om de ubudne gæster. Han tog derfor ud til sin forretning og ringede herefter til politiet ude fra gaden for at anmelde indbruddet.

- Politiet spurgte mig, om der var blod eller andre efterladenskaber inde i butikken. Der forklarede jeg, at jeg af gode grunde ikke vidste, da jeg stod ude på gaden og ikke ville gå derind, fortæller den 40-årige designer til Ekstra Bladet.

Det var en kvindelig politibetjent, som sad hos vagtcentralen og besvarede designerens opkald. Hun insisterede på, at Lasse Spangenberg skulle gå ind i butikken og se efter, om der var blod, dna-spor eller andet, som tyvene kunne have efterladt.

Politibetjenten tilbød, at hun kunne blive i røret, fordi Lasse Spangenberg var utryg ved at gå ind i butikken alene, fordi han frygtede, at indbrudstyvene stadig kunne være der.

Han overtalte derfor en forbipasserende mand til at gå med op i butikken.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lasse Spangeberg havde designet den kjole, som kronprinsesse Mary bar ved gallataflet i forbindelse med den franske præsidents officielle besøg i København. Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix
Lasse Spangeberg havde designet den kjole, som kronprinsesse Mary bar ved gallataflet i forbindelse med den franske præsidents officielle besøg i København. Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Se også: Dansk kendispar hjemløse: Må bo i campingvogn

Kører ikke ud til erhverv
Oppe i butikken kunne kjoledesigneren konstatere, at gerningsmændene ikke havde efterladt blod, våben eller andre spor, men han vurderede, at der sandsynligvis kunne findes fingeraftryk efter gerningsmændene, da de havde rodet i skuffer, skabe og pengeskab.

Dette forklarede Lasse Spangenberg kvinden fra vagtcentralen, hvilket gav en noget uventet respons fra politiet. Betjenten forklarede, at fordi der ikke var efterladt nogen former for spor eller våben, ville politiet ikke rykke ud til hans forretning.

- Hun sagde til mig, at de ikke ville køre ud til en forretning, og at det gjorde de normalt aldrig. Selv da jeg forklarede tydeligt, at det kun ville tage dem ti minutter at sikre fingeraftryk, og at jeg kunne pege ud, hvor de skulle tage dem, nægtede hun at sende en patrulje ud, fordi jeg er erhvervsdrivende, fortæller den oprørte designer, der er meget utilfreds med den forklaring.

- Det er grotesk, at vi erhvervsdrivende bliver behandlet sådan. Man kan åbenbart bare røve folks butikker, for politiet vil ikke gøre noget. Det vil jeg ikke finde mig i! Det her er mit levebrød, og i og med at de stjæler mine ting, kan jeg gå konkurs på sigt, fordi politiet ikke gør noget, raser Spangenberg, der har anmeldt indbruddet til sin forsikring.

Artiklen fortsætter under billedet.

I 2010 var der indbrud i den butik, som Lasse Spangenberg havde på Frederiksberg Allé. Det lykkedes politiet at fange tyvene, men de fandt aldrig de over 200 stjålne kjoler. Foto: TV3
I 2010 var der indbrud i den butik, som Lasse Spangenberg havde på Frederiksberg Allé. Det lykkedes politiet at fange tyvene, men de fandt aldrig de over 200 stjålne kjoler. Foto: TV3

Se også: Alene inden 'Vild med dans': Kæresten er rejst

Ekstra Bladet har i en mail fra Kommunikationschef Tasja Norre Parize ved Københavns Politi fået svar på, hvilke procedurer der er gældende for politiet ved indbrud.

Hun svarer også på spørgsmål vedrørende den konkrete sag vedrørende indbruddet i Lasse Spangenbergs butik.

Konfrontation med Københavns Politi

- Hvorfor beder man folk om at gå ind i en butik, når der stadig kan være gerningsmænd derinde?

'Politiet beder ikke anmeldere eller andre om at gå ind på et gerningssted, hvis der på baggrund af det oplyste vurderes at kunne være fare for borgeren forbundet hermed. I den konkrete sag har Lasse Spangenberg selv oplyst, at alarmen i butikken/systuen gik kl. ca. 04.30, mens henvendelsen til politiets vagtcentral var kl. 8.41 – altså ca. 4 timer senere. Politiet havde derfor ingen grund til at antage, at gerningsmændene på anmeldelsestidspunktet stadig skulle være på adressen.'

- Er det en standardprocedure, at man ikke vil sende en patrulje ud for at sikre spor, når der er tale om forretninger?

'I de situationer, hvor der er akut behov for politiets bistand, eller hvor der er fare for liv eller førlighed, kommer politiet så hurtigt som muligt. Det vil f.eks. være ved igangværende røverier og overfald, indbrud, hvor gerningsmanden stadig er til stede, og større færdselsuheld. I en række situationer er der ikke et akut behov for politiets bistand. Der kan dog af hensyn til sagens videre behandling efterfølgende være behov for politiets tilstedeværelse. Det kan f.eks. være for at sikre spor, afhøre vidner eller vejlede dem, det er gået ud over.'

- Er der forskel på erhverv og private hjem, når det kommer til efterforskning af indbrud?

'I nogle sager, f.eks. ved indbrud i privat beboelse, kommer politiet typisk. Det kan være samme dag eller i løbet af de følgende dage. Politiet kontakter anmelderen og aftaler, hvornår politiet kan komme. I andre sager, f.eks. ved indbrud i sommerhuse og virksomheder, kommer politiet ikke nødvendigvis. I stedet foretager politiet en konkret vurdering af sagen, hvor der vil blive lagt vægt på en række forskellige omstændigheder. Det kan f.eks. være gerningsstedets karakter, omfanget af det stjålne, mulighederne for at finde spor eller oplysninger om en gerningsmand samt om eventuelle afhøringer kan foregå efterfølgende hos politiet.

Det er således i sidste ende en konkret vurdering fra sag til sag, der i sidste ende er afgørende for, om politiet kommer til stedet med henblik på sporsikring mv. eller ikke. I denne vurdering indgår de nævnte kriterier, ligesom den aktuelle opgavebelastning i politikredsen også vil kunne indgå heri.'

- Hvis politiet ikke kommer ud og undersøger for fingeraftryk, giver det så ikke tyvene frit lejde til at begå indbrud i forretninger uden konsekvenser?

'Politiet modtager ganske mange anmeldelser om indbrud på et år. Således modtog Københavns Politi sidste år mere end 5000 anmeldelser om indbrud (alle typer – altså både i private boliger og virksomheder mv.). Politiet foretager i forbindelse med hver enkelt anmeldelse af efterforskningsmulighederne og det er selvsagt ikke muligt for politiet at undersøge for fingeraftryk, DNA og andre spor i dem alle.'

Se også: Dansk popstjerne skal giftes: Den bedste aften i mit liv

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere