Kendt dansk tv-vært måtte hente kaffen: Jeg var nederst i fødekæden

Stine Bjerre Mortensen har arbejdet sig op hos TV2, hvor hun nu er fast ansigt, når der skal dækkes håndboldslutrunder

Stine Bjerre har i mange år dækket håndbold for TV2. Foto: Lars Poulsen
Stine Bjerre har i mange år dækket håndbold for TV2. Foto: Lars Poulsen

I dag er Stine Bjerre Mortensen det faste ansigt på skærmen, når der er kvindehåndbold på menuen hos TV2, og det er da også hende, der guider seerne gennem kvindernes aktuelle håndbold-EM i Frankrig.

Men ligesom så mange andre er Stine Bjerre Mortensen startet meget langt fra toppen.

Det fortæller hun i et interview med Billed-Bladet.

Se også: Sangstjerne giver forholdet dødsstødet

Stine Bjerre Mortensen har efterhånden været studievært på TV2 Sport i otte år, men det er små 14 år siden, at hun begyndte med et studiejob på TV2 Sport, hvor hun blandt andet hentede kaffe til studieværterne.

- Jeg var nederst i fødekæden, og selv om jeg ikke er typen med de store armbevægelser, har jeg fundet min egen vej. Det handler blandt andet om at blande ydmyghed med hårdt arbejde, og det betyder ikke, at jeg ikke kan sige fra, siger værten til Billed-Bladet.

Se også: Stjerne i ny TV2-serie: Kan du se, hvem hun er datter af?

Siden dengang har Stine Bjerre Mortensen fået håndbolden helt tæt ind på livet. Privat danner hun par med den professionelle håndboldspiller Casper U. Mortensen. Det betyder, at hun flytter med, når hans karriere dikterer det. Såfremt det er ladesiggørligt.

Foreløbig har det bragt parret til Silkeborg, Hamborg, Hannover og senest Barcelona, hvor han spiller nu.

Casper U. Mortensen yderst til venstre ved siden af landsholdskollegerne Jesper Nøddesbo, Jannick Green, Lasse Svan og Henrik Toft Hansen. Foto: Jens Dresling
Casper U. Mortensen yderst til venstre ved siden af landsholdskollegerne Jesper Nøddesbo, Jannick Green, Lasse Svan og Henrik Toft Hansen. Foto: Jens Dresling

Det gør dog ikke noget. Faktisk fortæller Stine Bjerre Mortensen, at parret udlever deres drøm.

- I de år, jeg har kendt Casper, har han jo nærmest ikke talt om andet, end at hans drøm var at spille håndbold for FC Barcelona. For mig har byen også altid været noget helt specielt, lige siden jeg havde spansk i gymnasiet, og jeg har besøgt Barcelona flere gange. Den by har sjæl og hjertevarme. Jeg er fascineret af kulturen, menneskene, klimaet og maden. Vi udlever vores drøm og er helt klar over, at vi har været heldige. Og Casper har været dygtig, siger Stine Bjerre Mortensen.

Sidste år blev hun af Billed-Bladets læsere kåret til Årets kvindelige sportsvært.