Kendt DR-vært på flugt i USA: - Jeg var helt angst

Tue Blædel lærte på den hårde måde, hvad der kan ske, hvis man bliver i USA lidt for længe

Tue Blædel (i midten) måtte flygte fra USA, da han havde overskredet sit turistvisum.  Foto: Petra Kleis/DR
Tue Blædel (i midten) måtte flygte fra USA, da han havde overskredet sit turistvisum. Foto: Petra Kleis/DR

Det gik bestemt ikke stille for sig, da radioværten Tue Blædel, der blandt andet er kendt som vært på programmet 'Tue og Tony' på P3, i 2002 var på et længere ophold i USA, hvor han i et års tid arbejdede som au pair og såkaldt cabanaboy på en bar.

Under opholdet i USA overskred den garvede radiovært nemlig bevidst sit turistvisum, og det fik konsekvenser for Tue Blædel.

Det afslører han i lørdagens afsnit af programmet 'Menneskekender', som sendes på TV2 Zulu.

Her fortæller han, at han var i Florida for at besøge en ven, da han fik et job og derfor besluttede sig for at blive hængende en anelse længere, end han til at starte med havde planlagt.

Se også: Kendt DR-vært fyret: - Jeg er selvfølgelig ked af det

- Imens jeg var hos min kammerat, får jeg nys om, at jeg kan få et job. Det var lige efter gymnasiet, og så besluttede jeg mig for, at jeg ville blive hængende. Jeg havde godt tænkt over, at jeg kun havde et turistvisum, men jeg regnede ikke med, at det ville blive opdaget, men så valgte jeg at tage et kørekort derovre, og det var her, at det gik galt, siger Tue Blædel til Ekstra Bladet.

- Der gik omkring otte måneder, og så fik jeg et brev fra US Army, der mellem linjerne skrev, at man selvfølgelig ikke måtte blive i USA, når man ikke har tilladelse, men at der var en vej ud af det, fordi man kunne få midlertidig opholdstilladelse. De skrev så, at hvis jeg ikke svarede, ville der komme en servicevogn og hente mig, og jeg gik i 'full blown panic', og jeg var skræmt fra vid og sans, selvom det nok set i bakspejlet bare var en skræmmekampagne for at få folk til at melde sig, fortsætter Tue Blædel.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Tue Blædel har tidligere været vært på 'Go' morgen P3' med Sara Bro og Tony Scott. Foto: DR
Tue Blædel har tidligere været vært på 'Go' morgen P3' med Sara Bro og Tony Scott. Foto: DR

 

Tænkte over skæbnen
Efter DR-værten havde åbnet og læst brevet, gik han i et par dage og tænkte over, hvad han nu skulle stille op.

- Jeg gik og grublede over det i et par dage, men jeg kom hurtigt frem til, at jeg bare skulle hjem og langt væk derfra. Jeg sagde til dem, jeg arbejdede for, at jeg var nødt til at tage hjem. Jeg tog så over til en ven i det nordlige New York for at forsøge at slippe væk fra den adresse, myndighederne havde på mig, lyder det fra radioværten.

Hos vennen overvejede Tue Blædel endnu en gang, hvad han skulle gøre, og hvordan han skulle komme hjem til Danmark.

- Da jeg kom hen til min kammerat, tænkte jeg meget over, hvorvidt jeg skulle tage fat i myndighederne og sige: 'Undskyld, men jeg vil bare gerne hjem'. Men det turde jeg simpelthen ikke. Jeg var helt angst. Det var jo lige i starten af Irak-krigen, så jeg tænkte, at myndighederne kunne finde på hvad som helst, siger han med et stort grin.

Se også: Vild forelskelse: DR-værter er blevet kærester

Flygtede fra landet
Tue Blædel besluttede sig derfor ganske enkelt for at flygte ud af landet uden at informere myndighederne om noget som helst.

- Jeg tog en stor chance og besluttede mig for, at jeg ville flyve hjem på et tidspunkt, hvor der var virkelig travlt, og hvor jeg måske ikke ville blive bemærket. Så jeg bookede en tid tidligt om morgenen. Jeg svedte vildt meget, og jeg havde det, som om jeg smuglede stoffer, da jeg gik igennem lufthavnen, siger han.

Se også: DR-vært om stop: Jeg lytter til lægen

Heldigvis for Tue Blædel blev han dog ikke pågrebet i lufthavnen.

- Der skete ingenting, og jeg kunne flyve hjem til Danmark i ro og mag. Men da jeg var landet på dansk jord, havde jeg det stadig helt underligt, og lang tid efter var jeg bekymret for, om jeg nogensinde ville kunne flyve til USA igen. Jeg skulle eksempelvis dertil med DR i forbindelse med valget engang, og der skulle jeg jo søge om turistvisum. Der ventede jeg bare på, at de tog fat i mig og sendte mig til Guantanamo, men jeg slap heldigvis med skrækken, griner Tue Blædel.

- Det var en god og rigtig sjov tid i USA, men det fik godt nok et voldsomt punktum, lyder det fra DR-værten med et grin.

Du kan se 'Menneskekender' hver lørdag på TV2 Zulu eller på TV2 Play.

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen