Kendt for at snakke sort: Nu skal hun være radiovært

På mandag kaster den 27-årige reality-veteran Amalie Szigethy sig ud i radiobølgerne

'Så skal jeg sidde og spise skovtur' - hør nogen af Amalies bedste sprogblomster her

Hun står bag sprogklassikere som 'Hvorfor går du rundt og ligner en russisk roulette?' og 'Min mor og jeg er som kop og kande', og nu kan hun snart opleves som radiovært.

Det oplyser radiokanalen NRJ Danmark, der har hyret Amalie til at være en del af et radiofonisk trekløver, der i programmet 'Morgenhår' skal få danskerne sikkert gennem de mørke morgener.

Amalie, der på det seneste blandt andet har kunnet opleves i TV3-programmet 'Forsidefruerne', ser frem til de nye udfordringer bag mikrofonen.

- Jeg glæder mig helt vildt, jeg har altid godt kunne tænke mig at lave radio, og da tilbuddet kom fra NRJ, var jeg ikke et sekund i tvivl, det må jeg bare prøve, siger Amalie Szigethy.

Første gang, Amalie og hendes to medværter Nadia Malm og Dennis Skoglund kan opleves i æteren, bliver mandag 3. december.

Amalie rykker fra tv til radio. Foto: NRJ
Amalie rykker fra tv til radio. Foto: NRJ