Kendt fra TV2: Dræbt i tragisk soloulykke

Lars Jannick Jørgensen, der er kendt fra 'Hjem til gården', er omkommet i en trafikulykke

Lars Jannick Jørgensen er død i en trafikulykke. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Lars Jannick Jørgensen er død i en trafikulykke. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Natten til onsdag omkom 28-årige Lars Jannick Jørgensen, der er kendt fra programmet 'Hjem til gården' på TV2, i en soloulykke på Ringkøbingvej nord for Skjern.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Over for Ekstra Bladet bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi, at afdøde er Lars Jannick Jørgensen, som til sin død var bosat i Jelling. De pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Politiet har endnu ikke nogen yderligere forklaring på, hvad der forårsagede ulykken, som førte bilen ud i en grøft og ind på en mark, men en bilinspektør arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder.

Det var en forbipasserende, der slog alarm til politiet klokken 4.37, da vedkommende så den forulykkede bil ved siden af vejen. Da ambulancen nåede frem, blev der forsøgt genoplivning af manden, dog uden held. Han blev erklæret død på stedet.

Lars Jannick Jørgensen blev kun 28 år gammel. Foto: TV2
Lars Jannick Jørgensen blev kun 28 år gammel. Foto: TV2

Finale i 'Hjem til gården'
Lars Jannick Jørgensen blev et kendt ansigt i Danmark, da han deltog i TV2-programmet 'Hjem til gården', hvor en flok danskere afprøver drømmen om et simpelt liv ved at flytte ind på en primitiv gård. Her nåede han hele vejen til finalen og var med i kapløbet om en halv million kroner.

Under optagelserne mødte han sin kone, Ditte Rosenberg.

Parret blev gift i sommeren 2018 og købte samme år et lille landsted i Hørup uden for Jelling.

Lars Jannick Jørgensen, der stammede fra Sjælland, var ved sin død ansat som vagtfunktionær ved Moesgaard Museum i Aarhus.

Over for Ekstra Bladet bekræfter direktør på museet, Mads Kähler Holst, også det tragiske dødsfald.

- Det er korrekt, at Lars er afgået ved døden. Vi har orienteret de nærmeste medarbejdere om dødsfaldet, som er rigtig trist, siger han til Ekstra Bladet.

Lars Jannick Jørgensen faldt hurtigt for 25-årige Ditte Rosenberg. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Lars Jannick Jørgensen faldt hurtigt for 25-årige Ditte Rosenberg. Foto: Lotta Lemche/TV 2
 

Faldt for Ditte
Under deres deltagelse i 'Hjem til gården', var det tydeligt for seerne, at Lars Jannick Jørgensen og Ditte Rosenberg udviklede et godt forhold til hinanden.

- Vi delte mange ting og gik til hinanden, når vi havde brug for det. Når det bare var os to, kunne vi åbne os lidt mere op, end vi kunne over for de andre, har Lars tidligere fortalt til TV2 om det forhold, han udviklede til Ditte Rosenberg under programmet.

Venskabet og det særlige bånd udviklede sig endnu mere, efter de kom hjem fra gården.

- Jeg var bevidst om, at Ditte havde en kæreste derhjemme. Derfor var der ikke grund til at lade følelserne opstå. Så jeg lagde nok helt automatisk låg på mine følelser, siger Lars og fortsætter:

- Men den sidste halvanden uge kunne jeg godt mærke, at jeg virkelig kunne lide Ditte – lidt mere end som venner.

Romancen udviklede sig sidenhen, og i juli sidste år blev parret gift.

Skærm

Mest læste i flash!