Kendt radiovært er endnu et offer: - Det er jo komisk

Radioværten Søren Dahl er blevet misbrugt til falske reklamer

Søren Dahl er blevet misbrugt i falske reklamer. Foto: Ernst van Norde
Søren Dahl er blevet misbrugt i falske reklamer. Foto: Ernst van Norde

I den seneste tid er internettet flydt over med falske reklamer, hvor kendte danskere og brands er blevet misbrugt til at reklamere for såkaldte 'bitcoins'.

Uden samtykke eller inddragelse overhovedet har en endnu ukendt bagmand skrevet falske artikler, hvor de kendtes ansigter bliver misbrugt.

Historien er den samme gang på gang - hvordan 'bitcoins' har reddet de kendtes økonomi eller skabt dem svimlende pengesummer.

Sådan var det også for radioværten Søren Dahl, mest kendt fra det nu nedlukkede radioprogram 'Café Hack', da han en dag opdagede, at også han var offer for fupmagerne.

- Jeg opdagede, at jeg var blevet misbrugt i en af de her reklamer. De havde taget billeder fra en gang, jeg gæstede 'Aftenshowet', og i teksten stod der, at jeg havde reddet mig selv fra konkurs ved at investere i 'bitcoins'. Noget som jeg angiveligt skulle være blevet inspireret til af Christian Stadil, siger 60-årige Søren Dahl til Ekstra Bladet.

Kan ikke snyde os
Søren Dahl tog fupnummeret med ophøjet ro og har endnu ikke meldt det til politiet.

- Det tangerede jo at være komisk. Det er så langt fra sandheden, men det ligner jo et stykke virkelighed, når de bruger de ægte billeder. Min største frygt er bare, at nogen skulle hoppe på det og tro, at 'bitcoins' er vejen frem. Det ville jo være forfærdeligt, siger han.

Se også: Kendt DR-vært misbrugt


Hed ses Søren Dahl med Poul Krebs, Søren Ryge og Ole Henriksen. Foto: Claus Bonnerup
Hed ses Søren Dahl med Poul Krebs, Søren Ryge og Ole Henriksen. Foto: Claus Bonnerup

Og netop derfor overvejer radioværten også, at hvis han ser en falsk reklame igen, med nogen der misbruger hans navn, vil han melde det til politiet.

- Det er jo i virkeligheden en principiel sag, og dermed er det da også alvorligt. Vi er jo alligevel mange, som er blevet misbrugt nu. Men de skal ikke tro, at de kan snyde os. Som jeg plejer at sige til mine lyttere: 'Vi er ikke så dumme, som nogen tror', griner han.

Se også: DR stopper Café Hack efter skandale

Har prøvet værre
Livet byder på meget, og det her er bestemt ikke det værste, der har overgået radioværten, fortæller han.

- Jeg har det sådan her: Jeg har prøvet det, der var værre. Efter min uberettigede skandale i DR er det her jo bare komisk, afslutter han.

I krig med DR

Café Hack blev gennem 14 år sendt på DR P4 frem til foråret 2017, hvor public service-stationen brød samarbejdet med deres lytter-magnet.

Det skete, efter det kom frem, at Søren Dahls produktionsselskab havde modtaget mindst en million kroner i betaling fra de lokationer, hvor der var blevet sendt live i løbet af nogle sommerturnéer, hvilket var i strid med DR's regler.

Den opfattelse deles dog ikke af Søren Dahl og Kristian Borregaard, som står bag SK Productions.

Udover Søren Dahl har Ekstra Bladet tidligere beskrevet, hvordan blandt andre Mads Steffensen, Christian Stadil og Ulla Essendrop også er blevet misbrugt i reklamer.

Se også: DR-vært advarer: Rygterne er løgn

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere