Kendt smykkedesigner smidt ud af forsikringsselskab efter tasketyveri

Mai Manniche har fået det røde kort af sit forsikringsselskab, efter tyve stjal hendes dyre designtasker

Mai Manniche havde meget gerne været hele sagen foruden. Både tyveriet og sagen med Codan. Foto: Jens Henrik Daugaard
Mai Manniche havde meget gerne været hele sagen foruden. Både tyveriet og sagen med Codan. Foto: Jens Henrik Daugaard

Ï november måned havde Mai Manniche indbrud i sit hjem, og tyvene vidste præcis, hvad de gik efter: Smykkedesignerens dyre designertasker.

Mindst 25 tasker af mærker som Chanel, Saint Laurent, Louis Vuitton og Balenciaga lykkedes det tyvene at slippe af sted med, og selv om politiet var hurtigt på stedet og sikrede sig DNA-spor, så har Mai Manniche ikke set så meget som skyggen af sine tasker siden.

Se også: Indbrud hos smykkedesigner: Derfor fandt tyvene ingen smykker

- Det er rigtig træls, for jeg var virkelig glad for de tasker. Men jeg har fået erstatning fra mit forsikringsselskab. Eller mit gamle forsikringsselskab, må jeg heller sige. For nu har de smidt mig ud, siger hun og er tydeligvis ikke tilfreds.

- Ja, jeg fik faktisk de to breve fra Codan samme dag. I det ene stod, at jeg fik min erstatning. I det andet stod der, at de ville smide mig ud, fortæller Mai Manniche.

Den 32-årige smykkedesigner føler sig mistænkeliggjort af Codan.

- Det er som om, det er mig, der er tyven. Det er virkelig ubehageligt. Jeg tror seriøst ikke, at der mange der aner, at man kan blive smidt ud for at anmelde et tyveri til sit forsikringsselskab. Det er simpelthen så strengt, siger Mai Manniche, der fik følgende besked fra Codan i brevet, hvor de gav hende det røde kort.

'I forbindelse med din skadeanmeldelse på din indboforsikring den 14. november 2016 har vi besluttet at opsige forsikringen i forbindelse med skaden, pga. for mange skader', stod der.

Mai Manniche er en flittig gæst på den røde løber. Her til premiere på 'Dræberne fra Nibe' med Gustav. Foto: Henning Hjort
Mai Manniche er en flittig gæst på den røde løber. Her til premiere på 'Dræberne fra Nibe' med Gustav. Foto: Henning Hjort

Mai Manniche fortæller til Ekstra Bladet, at hun tidligere har haft to indbrud i sin smykkeforretning, hvor tyvene har taget nogle af hendes personlige ejendele. Begge sager har hun anmeldt til Codan.

- Det er jo derfor man har en forsikring, siger hun.

Derfor siger vi farvel
Hos Codan vil pressechef Mads Houe ikke udtale sin om den specifikke sag uden Mai Manniches samtykke, og det har hun ikke ønsket at give.

- Men på det generelle plan kan jeg sige, en aftale mellem en kunde og forsikringsselskabet normalt løber i et år. Begge parter har mulighed for at opsige aftalen, når den skal fornyes. Derudover har kunden til enhver tid pr. løbende måned mulighed for af opsige sin forsikring. Og endelig har begge parter - altså både kunden og forsikringsselskabet - mulighed for at opsige forsikringen 14 dage efter, der er sket en skade, forklarer Mads Houe.

- Hvad kan få et forsikringsselskab til at opsige en aftale med en kunde med to ugers varsel?

- Det er der typisk to grunde til. Den første er forsikringssvindel, og det er årsagen i langt de fleste tilfælde. Den anden grund er, hvis der er et meget unormalt skadesforløb.

- Hvad kan det dække over - et unormalt skadesforløb?

- Det kan være, hvis der er flere eller meget dyre forsikringssager. Vi foretager jo en risikovurdering og ser på historikken, når vi laver en aftale med en kunde. Derudfra fastsætter vi forsikringspremien. Hvis du er en rutineret bilist uden skader og med en lille sikker bil, så slipper du billigere end en helt grøn bilist med en dyr Ferrari. Sådan hænger tingene sammen, siger Mads Houe og fortsætter.

- Hvis billedet så pludselig afviger meget, og der eksempelvis er mange eller dyre skader i forhold til det grundlag, som forsikringsaftalen er indgået på, så reagerer vi. Typisk går vi i dialog med kunden om, at der enten skal justeres på præmien eller at kunden selv aktivt kan arbejde med forebyggelse. Ved gentagne indbrud kan det eksempelvis være, at vi foreslår eller ligefrem stiller krav om, at kunden får installeret en tyverialarm, siger Codans pressechef.

14 dages varsel
Endelig kan det altså komme så vidt, at et forsikringsselskab ikke længere ønsker at have en kunde som kunde mere.

- I de tilfælde hvor det faktiske skadesbillede adskiller sig markant fra den pris og de vilkår, kunden er tegnet ind til, kan vi gøre brug af den mulighed, vi har for at ophæve aftalen med 14 dages varsel efter en skade. Hos Codan vi har ikke en regel om, at det er en, to eller tre skader, der afgør, om vi må sige farvel. Det kan også være størrelsen af de samlede erstatninger. Det er en vurdering fra sag til sag, siger Mads Houe, og fortæller, at Codan på eget initiativ siger farvel til omkring 100 kunder om året.

Se også: Smykkedesigner sælger lejlighed: Se hvordan hun bor

Efter Mai Manniche blev smidt ud af Codan, havde hun 14 dage til at finde et nyt forsikringsselskab.

- Og det er ikke bare sådan lige, kan jeg godt sige, fortæller smykkedesigneren, der blandt andet oplevede, at Nykredit ikke ønskede at forsikre hende, fordi hun var blevet smidt ud af et andet selskab.

Mest læste i flash!
Hent flere