Kendt vært flytter til Barcelona - sådan vil hun passe TV2-jobbet

Vært på TV2 Sport Stine Bjerre Mortensen har et stort ønske om at fortsætte på TV2, når hun efter sommerferien flytter med sin mand, håndboldspilleren Casper U. Mortensen, til Barcelona

Stine Bjerre Mortensen (tidligere Jørgensen) flytter til Spanien med manden Casper U. Mortensen. Foto: Lars Poulsen
Stine Bjerre Mortensen (tidligere Jørgensen) flytter til Spanien med manden Casper U. Mortensen. Foto: Lars Poulsen

Stine Bjerre Mortensen har været en fast del af TV2-sportens dækning af blandt andet håndbold i en række år. Nu flytter den 36-årige tv-vært til Spanien sammen med sin mand, håndboldspilleren Casper U. Mortensen, der i næste sæson skal tørne ud for Barcelona.

Den kvindelige studievært vil meget gerne fortsætte på TV2, selvom hendes bopæl bliver i Barcelona, og de er allerede i forhandling om en ny aftale.

Det fortæller Stine Bjerre Mortensen til Ekstra Bladet.

- Det skal siges, at TV2 og jeg stadig er ved at snakke om, hvordan vi kan få det til at gå op. Jeg er sikker på, at vi nok skal få det til at gå op.

- Min chef vidste godt før, hvad der kom til at ske, siger Stine Bjerre Mortensen.

Nogenlunde samme rejsetid
I tre år har studieværten og håndboldspilleren boet i Hannover i Tyskland, og hun har pendlet mellem sin bopæl og arbejdspladsen på TV2-sporten i Odense. Her har Stine Bjerre Mortensen og TV2 haft en rimelig fast aftale om arbejdsperioder.

- Før har vi haft en nogenlunde aftale om, at jeg skulle være i Danmark og Tyskland en uge ad gangen. Det er dog aldrig gået helt op, da det kommer an på de events, som jeg skal dække. Her har TV2 virkelig været søde til at planlægge min arbejdskalender, og det virker heldigvis også sådan, at de gerne vil det fremadrettet, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sportschef hos TV2 Frederik Lauesen mener ikke, at en fast ansættelse kan komme på tale for Stine Bjerre Mortensen med hendes nye boligsituation. Foto: All Over Press
Sportschef hos TV2 Frederik Lauesen mener ikke, at en fast ansættelse kan komme på tale for Stine Bjerre Mortensen med hendes nye boligsituation. Foto: All Over Press
 

En fastansættelse kan ikke komme på tale
Sportschef hos TV2 Frederik Lauesen mener dog, at tv-værtens nye boligsituation betyder, at de to parter skal forhandle en helt ny aftale, da en fastansættelse ikke kan komme på tale. Her håber Lauesen på en freelanceaftale, fortæller han til Ekstra Bladet.

- Vi ønsker naturligvis at beholde vores samarbejde med Stine, og vi er super glade for hende. Derfor er vi også kede af, at hun flytter så langt væk fra sin arbejdsplads.

- Derfor kan man også sige, at det med at arbejde på TV2 Sport i en fast stilling er ikke foreneligt med at bo i Barcelona. Vi kigger derfor på at tilknytte hende på en freelanceaftale, og det er jeg fortrøstningsfuld med, at vi kan blive enige om, siger han.

Han pointerer, at Stine Bjerre Mortensen ikke vil kunne blive tilkaldt hurtigt, da hun bor længere væk fra Danmark end tidligere. Derfor kan en fast aftale først blive aktuelt igen, hvis den kvindelige tv-vært flytter tættere på arbejdspladsen i Danmark.

- En af de ting, der er enormt vigtig som arbejdsgiver, er, at vi har en fleksibel arbejdsstyrke. At Stine har boet i Tyskland og har kunnet køre til Danmark nogenlunde hurtigt, hvis en medarbejder er blevet syg eller andet. Det kan man ikke, når man bor i Barcelona. Derfor kan det ikke komme på tale med en fast aftale.

- Vi må have en freelanceaftale med hende i den periode, hvor hun bor så langt væk, da jeg ikke synes, at det er principielt foreneligt med at være fastansat, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Casper U. Mortensen i aktion for det danske håndboldlandshold. Foto: Antonio Bronic/Ritzau Scanpix
Casper U. Mortensen i aktion for det danske håndboldlandshold. Foto: Antonio Bronic/Ritzau Scanpix

Handler om planlægning
Selvom sportschefen mener, at det er mere besværligt at komme hurtigt til Danmark, så mener Stine Bjerre Mortensen, at rejsetiden bliver uforandret, selvom Barcelona kilometermæssigt er længere væk end Hannover.

- Jeg kender ikke min præcise hverdag endnu, men rejsetiden fra Spanien til Danmark i forhold til vores bopæl i Tyskland nu, bliver nogenlunde det samme, da jeg kan flyve til Danmark fra Spanien.

- Det kommer til at handle om planlægning, men det har det også gjort i de tre år, hvor vi boede i Tyskland. Det kommer nok til at være, at jeg kommer hjem til Danmark en gang om måneden og arbejder igennem, og så flyver jeg tilbage og har helt fri, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Casper U. Mortensen og Stine Bjerre Jørgensen kigger på lejlighed i Barcelona. Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix
Casper U. Mortensen og Stine Bjerre Jørgensen kigger på lejlighed i Barcelona. Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix

Set på lejlighed
Da Casper U. Mortensen fik tilbuddet om at skifte fra Hannover-Burgdorf til Barcelona, så var hun ikke i tvivl. Det blev et ja med det samme. Parret har allerede set på en bopæl i det spanske.

- Jeg glæder mig til at prøve at bo i endnu et nyt land og opleve endnu en ny kultur. Nu har jeg boet i Tyskland i tre år. Spanien tiltaler mig virkelig meget med klimaet, folkefærdet og kulturen. Jeg glæder mig også til at blive rigtig god til spansk og opleve byen. Det er en virkelig fed by.

- Vi har set på lejlighed hernede, og jeg er egentlig bare privilegeret over at opleve så mange andre lande og så mange nye mennesker på grund af Caspers arbejde. Det sætter jeg virkelig stor pris på.

- Vi snakker altid om tingene. Der har også været forskellige andre henvendelser, som vi har snakket om. Der var ingen tvivl om, at da Casper sagde Barcelona, så sagde jeg ja med det samme. Jeg ved, at det har været en kæmpe drøm for Casper at spille der, siger TV2 Sport-værten.

Fantastisk kollega
Sportschefen er meget glad for sin kollega, da hun er meget dedikeret i det, hun foretager sig. Derudover forstår han godt, hvorfor de har taget chancen ved at flytte til Barcelona, da chancen bød sig.

- Stine har et enormt engagement i det, hun laver, og hun har i særdeleshed en kæmpe passion for håndbold. Det er hendes primære arbejde, og vi er på alle måder glade for hende, seerne er glade for hende, og hun er en fantastisk dejlig kollega. Selvom vi er kede af, at hun flytter så langt væk, så må man tage chancerne, når de er der, og det er super spændende for dem.

Se også: Farvel til TV2: Nu går han helt nye veje

Se også: TV2-vært om sit mareridt-interview: Han besvimede i studiet

Mest læste
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen