Kirsten Siggaard er blevet skilt

Sangerinden vinker farvel til 38 års ægteskab og skal i den kommende tid lære sig selv at kende igen

Kirsten Siggaard blev kendt i den brede offentlighed i 1983, da hun deltog i Dansk Melodi Grand Prix. Foto: Per Folkver
Kirsten Siggaard blev kendt i den brede offentlighed i 1983, da hun deltog i Dansk Melodi Grand Prix. Foto: Per Folkver

Efter knap fire årtiers ægteskab er den 63-årige sanger og skuespiller Kirsten Siggaard blevet skilt fra sin mand, Jørgen Andersen.

Faktisk har skilsmissen været en kendsgerning i flere måneder, men det er først for ganske nylig, at parret fortæller om deres beslutning.

Ifølge Kirsten Siggaard blev hun og Jørgen Andersen enige om at gå hver sit, fordi de var blevet venner fremfor et ægtepar.

- Vi er gode venner, og af den årsag behøver man ikke at være gift, siger hun.

- Og vi er stadig gode venner efter skilsmissen. Vi holdt jul og nytår sammen, tilføjer Kirsten Siggaard.

Ingen problemer
Kirsten Siggaard understreger, at skilsmissen er sket i al fred og fordragelighed, og at hun er flyttet ud af huset.

- Vi er begge bankuddannet, så økonomien var heller ikke problematisk at få skilt ad, siger Kirsten Siggard.

Hvordan træffer man sådan en beslutning?

- Det tager et stykke tid. Det er også to år siden, at vi besluttede det, forklarer hun.

Er du på udkig efter en anden mand?

- Jeg har det rigtigt fint med mit eget selskab, og nu har vi kendt hinanden i 40 år, og jeg har pludselig behov for at lære mig selv at kende igen. På en eller anden måde er det sundt og spændende, svarer Kirsten Siggaard.

Det nu tidligere ægtepar har to voksne sønner sammen.