Klæstrup med opsang: 'Vanvittigt grænseoverskridende'

Bloggeren giver ikke meget for Sundhedsstyrelsens forslag om, at kvinder mellem 18-30 skal spørges til planer om børn, når de er ved lægen med helt andre formål

Nikita har på ingen måde lyst til at blive spurgt ind til børn, hvis hun skal til lægen med noget helt andet. Foto: Mogens Flindt
Nikita har på ingen måde lyst til at blive spurgt ind til børn, hvis hun skal til lægen med noget helt andet. Foto: Mogens Flindt

Nikita Klæstrup er for tiden 100 procent sikker: Hun vil ikke have børn.

Derfor er hun absolut heller ikke interesseret i at tale om børn med sin læge, når hun er inde til en konsultation om noget helt andet.

Det skriver hun på Instagram, efter Sundhedsstyrelsen er kommet med et forslag om, at læger skal spørge kvinder mellem 18-30 år om deres planer for børn, når de besøger det lokale lægehus.

'Lige nu vil jeg bare gerne åbne op for samtalen på andres vegne og så aldrig nogensinde blive spurgt 'Hvornår skal dig og Casper så have børn?' igen. Fordi det er noget, jeg bliver spurgt om. Jeg bliver spurgt af familiemedlemmer, kollegaer, journalister og hver gang svarer jeg "Forhåbentligt aldrig" og skal så derefter høre på, at det må jeg aldriiiiig sige og at jeg nok skal skifte mening,' lyder det i opslaget, som Ekstra Bladet har fået lov at bringe.

Nikita og kæresten, Casper, skal umiddelbart ikke have børn. Foto: Per Lange
Nikita og kæresten, Casper, skal umiddelbart ikke have børn. Foto: Per Lange

Samme ansvar og for livet
Nikita Klæstrup sammenligner det permanente i børn med en tatovering og ansvaret som det samme, som når man har en hund.

'Lad os lige forestille os, at jeg hverken havde tatoveringer eller hund. Og jeg så sagde 'jeg skal aldrig have en tatovering'. Folk ville nok sige 'Godt valg. Tatoveringer er permanente og måske skifter du mening'. Hvis jeg sagde, at jeg aldrig skulle have en hund, ville folk nok sige 'Godt valg. En hund er et kæmpe ansvar og du kommer til at opgive meget frihed og fleksibilitet for den.' Gæt hvad der også er rimelig fucking permanent og et fucking stort ansvar? Børn,' skriver hun.

Slet ikke i orden
Samtalen om børn er for bloggeren på ingen måde rimelig, hvis man som kvinde kommer ind til lægen med et helt andet problem end fertilitet eller spørgsmål om graviditet.

'Sundhedsstyrelsen vil gerne have, at læger helt uopfordret skal tale med kvinder mellem 18 og 30 om at få børn. Hvilket vil sige, at da jeg for tre år siden tog til lægen, fordi jeg i en kæmpe brandert havde fået trykket et ribben, så skulle min læge lige have tilføjet 'Skal du egentlig ikke også snart have et barn?'. Ja, jeg virkede jo totalt som en person, der var klar til at tage ansvar for et andet liv i det øjeblik.'

Nikita Klæstrup beskriver den hypotetiske situation som 'vanvittigt grænseoverskridende'.

Klæstrup er ikke imponeret over det nye forslag. Foto: Mogens Flindt
Klæstrup er ikke imponeret over det nye forslag. Foto: Mogens Flindt
 

Pres over børn
I forvejen føler hun et kæmpe pres fra folk, der mener, at hun også skal tænke, at børn er det vigtigste i verden.

'Jeg bliver allerede bombarderet med budskabet om, at mine æggestokke burde vibrere hver gang jeg hører en skrigende baby. Og jeg er klar over de risici, der er, hvis man vælger at få børn sent. Måske skifter jeg en dag mening om børn - we'll burn that bridge when we get there. Men for nu, vil jeg bare gerne have en lille pause fra forestillingen om, at det at blive mor er det største, jeg overhovedet kan stræbe efter,' lyder det afslutningsvis.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Nikita Klæstrup, der ikke havde yderligere kommentarer til opslaget.

Forslaget er tidligere blevet kritiseret af Etisk Råd, der finder, at der kunne være tale om en 'formynderisk tankegang' over for de unge kvinder.

- Selvom intentionen er den bedste, er det at give sig til at rådgive unge kvinder, der ikke selv har bedt om det, udtryk for en formynderisk tankegang, lød det fra Rune Engelbrecht.