Køber drømmehus for 9 millioner

Nikolaj og Isabella Stokholm har købt hjem i Rungsted

Nikolaj Stokholm rejser i 2020 rundt med sit andet standup-show, 'Turen går til Nikolaj Stokholm'. Arkivfoto: Stine Tidsvilde
Nikolaj Stokholm rejser i 2020 rundt med sit andet standup-show, 'Turen går til Nikolaj Stokholm'. Arkivfoto: Stine Tidsvilde

Nikolaj og Isabella Stokholm kommer ikke til at stå uden fast tag over hovedet, når de skal være ude af den Østerbro-lejlighed, de i starten af juni kunne melde solgt.

Parret har nemlig købt hus i Rungsted. Det skrev Isabella Stokholm på Instagram 16. juni, hvor parret ifølge tingbogen underskrev skødet.

'Jeg kan slet ikke forstå, hvor heldige vi er. Vi har købt vores drømmehus. På drømmebeliggenheden. Osvalds (parrets søn, red.) barndomshjem. Og vi overtager om under en måned. Jeg behøver næsten ikke skrive, at vi er et stort smil,' lød det fra hende på det sociale medie.

Ifølge tingbogen har Nikolaj og Isabella Stokholm betalt 9.375.000 kroner for det 220 kvadratmeter store hjem, som de overtager 12. juli.

Se også: Komiker sælger på rekordtid

Nikolaj Stokholm og hans kone, Isabella, mødte hinanden første gang i 2013, og tre år senere blev de gift. Arkivfoto: Mogens Flindt
Nikolaj Stokholm og hans kone, Isabella, mødte hinanden første gang i 2013, og tre år senere blev de gift. Arkivfoto: Mogens Flindt
 

Stor rabat
Parrets nye hjem blev i første omgang sat på markedet i november 2019, hvor de daværende ejere ville have 10.400.000 kroner for huset, som de i 2001 havde købt for lige omkring det halve.

Siden blev prisen sat ned ad to omgange og endte i februar med at stå til 9.375.000 kroner - og her slog komikeren og hustruen altså til.

For prisen får de en grund på 1518 kvadratmeter at slå sig løs på. Det 220 kvadratmeter store hus med en kælder på 130 kvadratmeter blev bygget i 1928, og det er altså her, at parret drømmer om, at deres søn skal vokse op.

Se også: TV2-vært stopper

Solgte på lyntid
Nikolaj og Isabella Stokholm blev i februar forældre for første gang, da parrets søn, som har fået navnet Osvald, kom til verden.

Få måneder senere satte parret deres Østerbro-lejlighed til salg, og de skulle ikke vente længe, før den var solgt. I starten af juni kunne de efter 13 dage på det officielle marked glæde sig over, at der var fundet en køber.

Salgsprisen er endnu ikke tinglyst, og det vides derfor ikke, om de fik de 3.695.000 kroner for lejligheden, som den var sat til salg til.

Men ægteparret og sønnen kan nu begynde at se frem mod et liv i Rungsted, inden de i næste måned flytter ind i deres nye hjem.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar til huskøbet fra Nikolaj Stokholm i den seneste uge. Hverken komikeren ellers hans manager, Tenna Tajmer, er dog vendt tilbage på vores henvendelser.