Komiker i shit-storm efter voldtægtsopdatering

Komikeren Brian Mørk er kommet i modvind efter han gjorde sig morsom om en opdigtet voldtægtssag

Brian Mørk er kendt for sin sorte humor, men en voldtægtsjoke blev tilsyneladende for meget for flere af den kendte komikers følgere på Facebook (Foto: Mikkel Tariq Khan)
Brian Mørk er kendt for sin sorte humor, men en voldtægtsjoke blev tilsyneladende for meget for flere af den kendte komikers følgere på Facebook (Foto: Mikkel Tariq Khan)

Komikeren Brian Mørk er kommet i modvind på de sociale medier efter han tidligere på dagen gjorde sig morsom vedrørende en historie om en opdigtet voldtægt i Sønderborg.

På Facebook skrev den landskendte komiker:

'Er det ved at blive et fast ritual i unge pigers vej til at blive voksne kvinder?' hvortil han linkede til en historie fra TV Syd med overskriften 'Voldtægts-anmeldelse var opdigtet'.

Opdateringen har fået debatten til at rase i kommentarfeltet på Brian Mørks opslag, der følges af mere end 28.000 personer.

'Usmagelig status', skriver Nikolaj Brasgaard, mens Mie Fischmann Jørgensen er rystet:

'Brian Mørk. Du burde skamme dig noget så grusomt. Jeg er ganske simpelt rystet i min grundvold lige nu. For det første er voldtægt ikke noget man joker med. Jeg gentager: IKKE noget man joker med. Voldtægt ødelægger unge pigers liv. For det andet ryster det mig, at dit fokus ikke er på de mange mange tusinde voldtægter, som IKKE bliver anmeldt af frygt for stigmatisering.'

Andre mener, at komikeren som offentlig figur bør tage den magt han har alvorlig.

Hovedpersonen selv understreger, at han ikke støtter voldtægt. Ekstra Bladet har forsøgt at få fat i komikeren til et interview, men han er travlt optaget og skriver i en SMS:

- Vi er lige midt i produktionen af Rundt På Gulvet og jeg kan altså ikke få tid til at ringe. Jeg kan sige at jeg får skudt en del meninger i skoene. Jeg skriver kun, at det er frygteligt, at nogle unge piger laver falske voldtægsanklager og pludselig er jeg fortaler for en voldtægtskultur. Utroligt at man kan læse det ud fra min kommentar.

Han understreger i en efterfølgende SMS, at hans personlige forhold også betyder, at han på ingen måde er fortaler for forbrydelsen:

- Og jeg har selv 2 døtre. Voldtægtskultur er det modsatte af hvad jeg er fortaler for.

- Okay, men du skriver jo, om falske voldtægtsanmeldelser er ved at blive et ritual for unge pigers vej til at blive voksne. Hvordan skal det så forstås? Og synes du folks kritik om din update er uberettiget?

- Jeg skriver en overdrevet update som er baseret på, hvad jeg synes er et uhyggeligt højt tal. Det gør vi komikere ofte for at understrege en pointe. Kritikken går meget på at jeg laver grin med voldtægtsofre eller ikke tager dem, der er blevet voldtaget, alvorligt. Men det er grebet ud af luften af folk der super gerne vil fornærmes. Og ja, det tror jeg egentlig at jeg er ligeglad med. De vil forstå mig forkert og dem om det, lyder svaret fra komikeren.