Komiker i skarp 'Eskimo'-kritik

Andreas Bo sender en skarp kommentar til debatten om navneændringen på isen 'Kæmpe Eskimo'

Andreas Bo har et forslag til, hvad man i stedet kan kalde isen 'Kæmpe Eskimo'. Foto: Stine Tidsvilde
Andreas Bo har et forslag til, hvad man i stedet kan kalde isen 'Kæmpe Eskimo'. Foto: Stine Tidsvilde

De seneste dage har debatten om isen 'Kæmpe Eskimo' raset løs, efter flere isproducenter har valgt at ændre navnet på den traditionelle ispind med chokoladeovertrukket flødeis og fyld af solbærsyltetøj.

Nu blander komiker Andreas Bo Pedersen sig i debatten og sender en skarp kommentar til dem, der mener, at det er forkert og et udtryk for politisk korrekthed at ændre navnet på isen.

Se også: Julie Berthelsen om eskimo-isen: Nedladende og forkert

I en video på Instagram sidder komikeren med en stor is, som han fortæller følgende om:

'Den der, der stritter ud der, kalder vi en mørk chokoladeflødebolle, fordi den er lavet af mørk chokolade, fløde og er en bolle. Lidt ligesom kødsovs og pasta er lavet af pasta og kødsovs. Så er der den brune is der, den kalder vi for perker. Og så er der den lyserøde is, som flyder, den kalder vi for jødesmovs. Det er bare meget sjovt, fordi det er smovs, og så er det skægt at sige jødesmovs', siger komikeren og fortsætter:

'Og den hvide kalder vi for luder-træl, og det er fordi, at i gamle dage i vikingetiden, der kaldte man de piger, man måtte slikke på, og som ikke kunne gøre modstand, når man gjorde det, for luder-trælle. Man kunne også kalde det en regnbueis, men så ville alle ens barndomsminder blive slettet, og så kunne vi slet ikke vende tilbage til det samme liv, som vi havde før. Så man skal bare holde fast i, hvordan det altid har været uanset hvad. God is!'.

Det er mit arbejde
Da Ekstra Bladet fanger Andreas Bo, er han helt klar omkring, hvorfor han nu blander sig i debatten.

- Jeg er komiker, og det er lige præcis mit arbejde at stille skarpt, når verden bliver dum. Så jeg synes egentlig, jeg kommer hele vejen rundt i filmen, siger han.

Han mener personligt, at den omdiskuterede is bør have nyt navn.

Se også: Butik udlover gratis eskimo-is: Nu bliver de truet

- Lige så vel som, at intet i hverken din eller min barndom er gået tabt i, at vi ændrede det fra 'negerbolle' til flødebolle, så er det det samme.

- Der er alt for meget krænkelse i øjeblikket, det kan alle regne ud, men nogle gange skal man heller ikke blive blind for det og sige, at så gør vi ikke noget. Så siger man 'okay, er der nogen som helst, der dør af, at vi lige ændrer det her'. Man ville heller aldrig nogensinde i dag kalde en is for jødesmovs, selvom det engang var et helt almindeligt ord, siger han.

Den 53-årige komiker har da også et forslag til, hvad vi i stedet kan kalde isen.

- Som jeg siger: Pasta med kødsovs hedder pasta med kødsovs, fordi det er lavet af pasta med kødsovs. Og så kunne man ændre 'Kæmpe Eskimo' til at hedde 'Ægte solbærsyltetøj-is'. Det er der ingen, der dør af. Tværtimod er det meget bedre varedeklaration, siger han.

Se også: Endt i RKI: - Jeg er barnlig og stædig