Komikere i fælles opråb: Hjælp os!

Ejerkredsen bag Comedy Zoo opfordrer til at købe gavekort, mens coronavirussen tvinger stedet til at holde lukket, så stedet ikke må dreje nøglen om

Comedy Zoos ejere er hårdt ramt af regeringens beslutning om at lukke Danmark ned. Video: Reuters, Josephine Fontenay, Ernst van Norde, Anthon Unger. Redigering: Kristian Hansen

Det meste af Danmark er i disse dage lukket ned i et forsøg på at bremse coronavirus, og det lider en lang række brancher i øjeblikket under.

Det gælder blandt andet comedy-branchen, der er tvunget til at aflyse shows på stribe. Det kan blandt andet få konsekvenser for Comedy Zoo, der stadig har udgifter, selvom indtægterne i øjeblikket er ikke-eksisterende.

Ejerkredsen bag comedy-stedet, der tæller Michael Schøt, Torben Chris, Anders Fjelsted, Dan Andersen, Martin Bo Andersen og Thomas Hartmann, forsøger derfor at holde stedet kørende ved at opfordre folk til at købe gavekort.

'Comedy Zoo er ét af de mange steder, der er hårdt presset af coronakampen. Vi bakker regeringens tiltag op og var faktisk på forkant ift. at lukke ned, men vi vil være overordentligt kede af ikke at komme ud på den anden side. Især fordi vi til den tid vil have ekstra brug for at grine. Hjælp os, så vi fortsat kan sprede latter og glæde,' skriver Thomas Hartmann på Instagram.

Bubber kan se frem til lidt mere fritid, end han havde planlagt, den næste tid på grund af coronavirus. Foto: Jakob Jørgensen Danske kendte - 14. mar. 2020 - kl. 11:19 Ufrivilligt arbejdsløs grundet corona: - Det er ramme alvor

Også komikeren Brian Mørk har delt en besked på Instagram, der er underskrevet de seks ejere af Comedy Zoo.

'Vi tager vores sociale ansvar alvorligt, men prisen er høj, da husleje, lønninger og andre faste udgifter IKKE lader sig bremse af en virus. Vort elskede sted, hvor så mange komiske talenter er blevet opdaget og udviklet, bløder. Vi sætter en stor ære i at være en kunstform, der holder sig selv i live, da vi aldrig har været berettiget til nogen form for statsstøtte. Lige nu er vi heller ikke berettiget til nogen form for kompensation, og vi risikerer, såfremt dette står på for længe, at vi må lukke. Permanent,' står der blandt andet.

Normalt er 'Anders Matthesen' ikke et navn, man forbinder med spiludbydere. Foto: Mogens Flindt Danske kendte - 2. feb. 2020 - kl. 15:19 Undrer du dig også? 'Anden'-skrabelod til salg

Hartmann: Vi er hårdt pressede
Ekstra Bladet har talt med Thomas Hartmann, der er blandt ejerne af Comedy Zoo. Her fortæller han, hvorfor komikerne har valgt at at sætte gang i tiltaget, de har givet navnet 'Zoovival'.

- Ligesom rigtig mange andre små erhvervsdrivende er vi ret hårdt pressede af det her, og vi lever jo netop af, at folk forsamler sig i større grupper. Vi valgte at lukke stedet ned, allerede inden der var påbud om det, fordi vi tager vores ansvar ret alvorligt, og det var jo det eneste rigtige at gøre, siger han og fortsætter:

- Vi tænker bare, at det her er en god måde, hvor vi kan få folk til at hjælpe os igennem krisen - uden at det faktisk koster dem noget, for vi opfordrer dem til, at hvis de alligevel har planer om at købe billetter til efteråret, så køb i stedet et gavekort nu. Så folk får valuta for pengene senere i stedet for, at vi bare opfordrer dem til at støtte os og donere. Så det her er en win-win-situation.

- Hvor reel en trussel er det, at I må lukke helt, hvis der ikke kommer hjælp?

- Det er der ingen, der kan svare direkte på, for der er ingen, der ved, hvor længe det her kommer til at stå på. Men sagen er bare, at der stadig skal betales udgifter som husleje, og der er forskel på, om det her går over på en uge eller 14 dage - eller om det står på i flere måneder.

- Det er bare bedre at være proaktiv, men jeg vil da sige det på den måde, at vi selvfølgelig ikke ville iværksætte det, hvis vi bare tænkte: 'Okay, så må vi bare tage en mavepuster og se, om vi kan indhente det på den anden side.' Men for rigtig mange mennesker er det jo en reel risiko, siger komikeren.

Se også: Tom indbakke: Kvinder finder mig uinteressant

Thomas Hartmann og resten af ejerne af Comedy Zoo forsøger at redde stedet, som i øjeblikket må holde lukket. Foto: Aleksander Klug
Thomas Hartmann og resten af ejerne af Comedy Zoo forsøger at redde stedet, som i øjeblikket må holde lukket. Foto: Aleksander Klug
 

Thomas Hartmann fortæller, at branchen er hårdt ramt i disse dage. Men ikke hårdere end mange andre brancher.

- Det er virkelig ikke sjovt. Vi får jo alle aflysninger på stribe, men jeg tror bare ikke, at det er noget, nogen af os vil klynke over, for vi håber jo på, at det går, som det plejer senere på året. Vores højsæson ligger jo i november og december, så som nogle af de få har vi været lidt heldige med timingen, siger Thomas Hartmann.

- Man lærer som komiker, at man skal tage højde for fluktuation, for det går op og ned. Og som komiker har man selvfølgelig udgifter til mad og husleje og den slags ting, men man har jo ikke decideret et lokale, man skal betale for og den slags ting. Og det er jo det helt store problem for rigtig mange erhvervsdrivende, der har restauranter og caféer og den slags.

'Vi kan intet gøre'
Thomas Hartmann indrømmer, at det kan skabe en problemstilling til efteråret, hvor indtægterne til den tid så kan falde, fordi folk ikke får brug for at købe billetter, hvis de har anskaffet sig et gavekort.

Men holdet bag Comedy Zoo har intet valg lige nu.

- Det er for at sørge for, at vi er der til den tid. Man skal jo ikke smide barnet ud med badevandet, og vi ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen. Men til den tid vil vi have mulighed for at sætte ekstra shows op og køre med to shows om dagen og den slags. Lige nu kan vi intet gøre. Vi kan ikke udføre vores arbejde, slutter Thomas Hartmann.

Sofie Linde hyldes på de sociale medier, efter hun er kommet med et særligt opråb til danskerne. Foto: Jonas Olufson Danske kendte - 13. mar. 2020 - kl. 16:23 Sofie Linde hyldes for 'flov' indrømmelse